Stærk slutspurt giver tro på større overskud hos Jyske Bank

Jyske Bank opjusterer sin forventning til overskuddet i 2019.

I en meddelelse til fondsbørsen oplyser banken, der er den tredjestørste i Danmark, at der nu ventes et resultat efter skat på cirka 2,4 milliarder kroner.

Det er godt 400 millioner kroner højere end den hidtidige forventning.

Opjusteringen skyldes ifølge Jyske Bank et bedre end ventet fjerde kvartal, hvor banken forventer at have lavet et overskud før skat på godt 1,2 milliarder kroner.

I 2018 tjente Jyske Bank 2,5 milliarder kroner efter skat.

/ritzau/