DR siger farvel til tv-chef på grund af uenighed om fremtiden

DR har stoppet samarbejde med tv-chef Emma Kronqvist, der har været lidt mere end to år på posten.

Det skriver Mediawatch.

Årsagen til bruddet er, at DR og tv-chefen ser forskelligt på fremtiden for DR, der ved årsskiftet lukkede tre af sine seks flow tv-kanaler som led i en stor sparerunde.

– Jeg har været rigtig glad for samarbejdet med Emma, der er en stor kapacitet på tv-området i Norden. Emma har haft en krævende opgave som tv-chef i DR – særligt i denne forandringstid, siger DR’s mediedirektør, Henriette Marienlund.

– Vi har set forskelligt på retningen fremad og er enige om, at der skal en anden til at løfte opgaven, siger hun i en meddelelse ifølge Mediawatch.

Emma Kronqvist har blandt andet haft ansvar for at videreudvikle DR’s tv-tilbud. Hun kom fra en stilling som programafdelingschef hos den svenske tv-kanal SVT i 2017.

Emma Kronqvist siger i samme meddelelse, at det er rette tid til hende at stoppe, fordi der ikke har været enighed om retningen.

Indtil en afløser er på plads, vil mediedirektør Henriette Marienlund ifølge Mediwatch “træde tættere på tv-indholdet”.

DR er i øjeblikket i gang med en kraftig omstilling. Der skal skæres 420 millioner kroner af omkostningerne frem mod 2021.

Det skyldes en politisk beslutning fra 2018, hvor den tidligere VLAK-regering stod i spidsen for en aftale om at skære i støtten til DR.

Besparelsen har betydet, at DR3 og DR Ultra fra 2020 kun ses på streaming, mens DR2 og DR K lægges sammen til én tv-kanal.

/ritzau/