Dansk eksport til USA står til milliardlussing i straftold

Dansk eksport af blandt andet svinekød og småkager til USA står i januar til at blive ramt af yderligere straftold fra amerikansk side.

Samlet vil den danske eksport blive ramt af straftold på 1,4 milliarder kroner, vurderer Dansk Industri. Det lægger sig oveni den straftold på 400 millioner kroner, som dansk eksport har været ramt af siden midten af oktober.

– Amerikanerne har præsenteret en hel liste af varer, som de har tænkt sig at ramme med den her straftold.

– Det er den liste, vi har set på, i forhold til hvad der er af dansk eksport til USA, forklarer seniorchefkonsulent i Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard.

Ud af de 1,4 milliarder kroner står den danske eksport af svinekød ud til at blive hårdest ramt med straftold på 861 millioner kroner. Dernæst følger småkager med en straftold på 293 millioner kroner.

Straftolden bliver pålagt, efter at Verdenshandelsorganisationen, WTO, har givet USA medhold i, at Tyskland, England, Frankrig og Spanien har givet ulovlig statsstøtte til flyproducenten Airbus’ fabrikker.

Det har USA været sure over, fordi det har givet konkurrencemæssige fordele over for den amerikanske konkurrent Boeing.

Sagen rammer Danmark, fordi der er fælles handelspolitik i EU.

Det vil sige, at selv om Danmark ikke direkte har noget med sagen at gøre, så bliver danske virksomheder og dansk eksport også ramt.

/ritzau/