Mandagens aktier: Ambu og Genmab trak C25 ned i svagt marked

De danske aktier blev helt fra morgenstunden mandag sendt i bakgear, og mismodet holdt dagen ud, så C25-indekset endte 0,5 pct. lavere i 1234,54.

Blandt enkeltaktierne trak blandt andet Genmab ned i eliteindekset, der dermed fik taget toppen af begejstringen efter fire dage på stribe med fremgang.

Alt sammen var det indledningen på en tætpakket uge, der rummer flere store makrobegivenheder og nyheder fra den politiske front – i form af både det britiske valg, handelskrigen og rentemøder i Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Fredag blev markedet trukket op af en overraskende stærk arbejdsmarkedsrapport fra USA for november, hvor jobskabelsen viste sig noget stærkere end ventet, men med den nye uges start er usikkerheden igen kommet op til overfladen.

– Vi sluttede sidste uge rigtig stærkt på baggrund af jobrapporten fra USA. Så er der kommet svage eksporttal fra Kina fra morgenstunden, og der er ikke rigtigt så meget nyt brændstof til markedet lige nu, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

– Til gengæld ser vi frem mod en meget tung uge med rentemøde i både ECB og Federal Reserve og så det britiske valg. Og der kan også være muligt nyt på handelsfronten, fordi det er på søndag, der skal træde ny told fra USA i kraft. Markedet går og tumler med, at der godt kan komme en udmelding om det i løbet af ugen, fortsætter han.

GENMAB TOG FOKUS GRUNDET AMERIKANSK MESSE

Genmab trak opmærksomhed grundet en stor konference i USA, og selskabet præsenterer natten til tirsdag nyt fra sin forskning og udviklingsafdeling i den forbindelse.

Allerede fredag har Bristol-Myers Squibb og partneren Bluebird fremlagt positive resultater med et middel mod knoglemarvskræft, der potentielt kan blive en form for konkurrent til Genmabs Darzalex.

Genmab-aktien bakkede med 2 pct. til 1582 kr., efter at den i sidste uge var oppe i rekordterræn.

Allermest faldt Ambu, der uden større bagvedliggende nyheder faldt 3,3 pct. til 112,95 kr.

I toppen af C25-indekset klarede både Jyske Bank og Danske Bank sig godt. Og det kan hænge sammen med de rentestigninger, som den amerikanske arbejdsmarkedsrapport fredag satte i gang.

Mandag blev toppen igen taget af stigningerne i det mere negative marked, men Danske Bank steg alligevel med 2,2 pct. til 96,46 kr., og Jyske Bank gik 1 pct. frem til 227,10 kr.

SAS TRYKKET FOR TREDJE DAG PÅ STRIBE
Luftfartsselskabet SAS er igen større end Norwegian, viser de seneste trafiktal fra de to flyselskaber ifølge branchemediet Check-In.

SAS var længe det ubestridt største selskab af de to, men i starten af 2017 overhalede Norwegian SAS efter flere års voldsom kapacitetsvækst drevet af massive investeringer i nye fly og ruter.

SAS-aktien har haft det hårdt, siden årsregnskabet for 2018/19 i sidste uge bragte varsel om en svær start på det nye regnskabsår.

Torsdag – på regnskabsdagen – faldt aktien med 15,3 pct., og fredag fortsatte nedturen med et dyk på 4,1 pct. Mandag faldt SAS igen – med 4 pct. til 11,13 kr.

Ligeledes blandt sidepapirerne faldt Netcompany med 0,3 pct. til 308,60 kr., selv om det sent fredag kom frem, at svenske SEB har løftet anbefalingen af den aktie til “køb” fra “hold”.

Kursmålet er samtidig løftet til 345 kr. fra 300 kr.

Rederiet DFDS endte uændret i 309,20 kr. Mandag oplyste selskabet, at det har købt det hollandske logistikselskab Huisman Group, der er leverandør af dellasttransport og kontraktlogistik.

Huisman Groups fokusområde er tidskritisk fragt mellem Storbritannien/Irland og det kontinentale Europa. DFDS løfter ikke sløret for købsprisen, men rederiet oplyser, at det hollandske selskab har en årlig omsætning på omkring 23 mio. euro – svarende til knap 172 mio. danske kr.

/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected], www.ritzaufinans.dk