FAKTA: Mere end 600.000 ansatte skal have ny overenskomst

De kommende måneder kommer fagforbund og arbejdsgiverorganisationer til at skulle forhandle om en ny overenskomst.

Mandag har 3F Byggegruppen, der repræsenterer flere tusinde håndværkere, taget hul på forhandlingerne sammen med Dansk Byggeri.

Læs her mere om de kommende overenskomstforhandlinger:

* Overenskomstforhandlingerne, der løber de næste måneder, kaldes for OK20.

* Det er en ny overenskomst for mere end 600.000 ansatte i private virksomheder, der skal forhandles om.

* Overenskomstforhandlingerne kommer til at sætte rammerne for løn og arbejdsvilkår på tusindvis af danske arbejdspladser.

* Når forhandlerne fra fagforbundene og arbejdsgiverorganisationerne har en aftale på plads, skal fagforeningsmedlemmerne stemme om aftalen.

* Her stemmer alle de forskellige fagforbund i fællesskab.

* I 2017 blev der senest forhandlet overenskomst på det private arbejdsmarked. Dengang var der den største stemmedeltagelse siden 1973.

* Samlet set stemte 56,5 procent ja til overenskomsten. Men flere faggrupper: 3F, Fødevareforbundet, El-forbundet og Malerforbundet stemte isoleret set nej.

Kilde: DR.

/ritzau/