Torsdagens obligationer: Rentehop trods flere nøgletal og ECB-referat

Den toneangivende tiårige danske statsobligation endte torsdag med en rente på lige under minus 0,31 pct., hvilket var 2 basispoint højere, end da de danske handlere lukkede bøgerne onsdag med en rente på minus 0,33 pct. Stigningerne var jævne henover dagen.

Rentestigningerne ude i Europa var af samme størrelse målt i forhold til niveauet ved dansk lukketid onsdag.

Der kom lidt nøgletal i dagens løb, og der var referat fra nu tidligere ECB-chef Mario Draghis sidste møde.

Fra morgenstunden kom der tal for den danske forbrugertillid, der i november faldt for tredje måned i træk – denne gang til 1,4 fra 1,7 måneden før.

Der var ventet lidt inspiration fra ECB-referatet, men der var ikke meget nyt i det og det flyttede ikke renterne. Det er meget godt i tråd med, at der ikke blev ikke truffet nogen afgørende beslutninger på Draghis sidste rentemøde.

BLANDEDE USA-TAL
Eftermiddagens amerikanske buket af nøgletal var blandede, men enten som ventet eller til den positive side. Heller ikke de rykkede renten.

Det såkaldte Philly Fed-indekset for november kom ind med en værdi på 10,4 mod ventet 6,0.

Antallet af nytilmeldte ledige i USA i uge 46 kom ind på 227.000 mod ventet 218.000 nye ledige.

De ledende indikatorer faldt med 0,1 pct. i oktober, hvilket var præcis som ventet ifølge Bloomberg News. Tallet for måneden før blev korrigeret til et fald på 0,2 pct. mod et tidligere oplyst fald på 0,1 pct.

Salget af eksisterende boliger i USA udviklede sig stort set som ventet i oktober, da der blev solgt 5,46 mio. boliger ifølge sæsonjusterede, annualiserede tal fra den amerikanske ejendomsmæglerforening. Det var samtidig en stigning på 1,9 pct. i forhold til måneden før.

/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected] , www.ritzaufinans.dk