Tirsdagens obligationer: Renterne faldt lidt inden brexit-afstemning

De danske statsrenter faldt en smule i tirsdagens handel, mens investorerne kiggede frem mod en afstemning om Boris Johnsons brexit-aftale i det britiske parlament.

Renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldt med 1 basispoint til minus 0,35 pct. Det skete efter en stigning på 3 basispoint mandag.

Nyhederne omkring rentemarkedet var generelt få tirsdag, hvor der ikke var mange større nøgletal at fokusere på. Samtidig er der blevet mere stille omkring handelskrigen mellem USA og Kina med udsigt til en delaftale mellem verdens to største økonomier, som igen kan give lidt mere arbejdsro.

Dermed tog brexit-spørgsmålet meget af opmærksomheden i løbet af dagen.

– Politisk vil der være fokus på det britiske parlament, hvor udviklingen i brexit kan blive bestemmende for renterne, skrev Mathias Dollerup Sproegel, der er makroanalytiker hos Sydbank, i en kommentar tirsdag morgen.

Eneste større nøgletal tirsdag var en opgørelse over salget af eksisterende boliger i USA i september.

Det skuffede ved at vise et salg på 5,38 mio. boliger – opgjort sæsonjusteret og annualiseret.

Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet et boligsalg på 5,45 mio. enheder. På månedsbasis faldt salget 2,2 pct.

/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: [email protected], www.ritzaufinans.dk