Tag lægerne alvorligt

Det er let at forstå, hvorfor øens praktiserende læger råber vagt i gevær.

Sundhedsreformens såkaldte Lovpakke 2 er måske velment fra Christiansborgs skriveborde. Men ude i klinikkerne skaber den reel bekymring for fremtiden. Lægerne frygter, at deres forretninger bliver uattraktive, og vi kan ende med endnu færre praktiserende læger, hvis reformen gennemføres i sin nuværende form. Det er en frygt, vi som samfund bør tage alvorligt, selvom det naturligvis også er en del af en forhandling.

Sundhedsvæsenet er, som både politikere og læger siger, hjørnestenen i velfærdssamfundet. Alle danskere har ret til en egen læge. Men retten er intet værd, hvis lægerne ikke findes. Når vi nu blot er 19 praktiserende læger mod 31 for knap tyve år siden, har vi for længst overskredet en kritisk grænse. At lægerne nu advarer mod en central styring, der risikerer at gøre praksis på øen endnu mindre attraktiv som forretning, bør ikke affejes som ubegrundet kritik. Tværtimod.

Men vi skal huske, at de praktiserende læger er private aktører, der lever af at levere en ydelse til regionerne. Naturligvis har de derfor en interesse i at sikre sig de bedst mulige vilkår. Det er en helt legitim interesse, men det betyder samtidig, at politikerne og regionerne har både ret og pligt til at tage det sidste ord i sagen. Indtil nu har ordningen fungeret godt på mange måder. Men den har desværre ikke gjort det attraktivt nok at være praktiserende læge i et vandkantsområde som vores. Derfor er der blevet færre af dem, og derfor mangler vi praktiserende læger.

Om løsningen så er stok eller gulerod er en diskussion, vi bliver nødt til at tage. Men uanset hvilken balance man vælger, er det afgørende, at politikerne husker, at lægerne stadig selv kan vælge om de vil tage jobbet. De skal derfor have incitamenter nok til at passe vores vigtige sundhedssystem. Ellers risikerer vi, at alle ender med en praksisklinik på hospitalerne, og det kan næppe være målet.

Hvis Lovpakke 2 skal blive den succes, politikerne lover, er det nødvendigt, at de lytter grundigt til de læger, som allerede i dag sikrer et velfungerende sundhedstilbud her. Lægernes erfaringer er guld værd, og deres bekymringer skal tages alvorligt, ikke blot affejes som et særstandpunkt.

Dialog, respekt og realistiske rammer er nøglen til en løsning, der både sikrer os flere praktiserende læger og et sundhedsvæsen, der lever op til velfærdssamfundets værdier.