10 kvadratmeter, et råt lokale og en keramikfamilie med kærlighed til kaffe. Og vupti, Bornholm har fået endnu et levende åndehul et sted, hvor der tidligere var… Ja, ingenting.
Det er svært ikke at lade sig begejstre af historien fra Nexø Havn, hvor Rasmus Kvist og hustruen Sarah Oakman fra keramikbrandet Oh Oak har omdannet det ydmyge og undselige, tidligere pumpehus til Bornholms mindste kaffebar.
Ud over kaffe og keramik – to herlige ting, der går så godt i spænd – handler det om skabertrang og iværksætteri, og om at se muligheder der, hvor andre måske ser murbrokker og forfald.
Det er noget særligt, når vi føjer nye kapitler til historier, der ellers så ud til at være slut. Når et gammelt røgeri i Sandvig bliver til Bornholms mest berømte iscafé, Kalas. Når en konservesfabrik bliver til et erhvervshus. Når elværket i Rønne bliver til et center for grøn energi. Eller når den tidligere remise i Lobbæk pludselig omdannes til et gin-destilleri og café.