Debat: Tvang af flygtninge forhærder vort eget følelsesliv

LÆSERBREV

Spændende at læse om Poul Hartlings otte år (1978-85) som flygtningehøjkommissær i FN. Da hed det om en politisk flygtnings rettigheder: ”I første omgang er en flygtning berettiget til at opnå asyl og til ikke at blive tvunget tilbage til sit hjemland mod sin vilje”.

Det var en meget afgørende grundsætning i FN’s flygtningearbejde, skriver Hartling. Den synes at være blevet noget skamferet i de seneste år – i Danmark.

Nu synes det ganske tydeligt, at et flertal af politikere har sat sig for at bruge tvang. Flygtningene skal tvinges hjem – mod deres vilje.

Det sker ved at gøre deres ophold i vort land stedse mere besværligt, grænsende til det utålelige og umenneskelige.

Jeg nævner i flæng: Trinvis nedsættelse af integrationsydelsen, omlægning af dagpengeretten ved arbejdsløshed (kraftig ændring af opholdskravet), nedlæggelse af boligområder, udvanding og manglende overholdelse af menneskerettighedskonventioner, vi som nation selv har forpligtet os til, forhaling af og afslag på familiesammenføringer – helt ned i petitesser som stavefejl.

Med sidstnævnte har man ødelagt ægteskaber og familier og med gold og børnefjendsk indretning og forvaltning af udrejsecentrene frarøvet børn deres barndom.

Sluttelig ser Danmark nu ud til af få sin egen Robben Island. Hvor sælsomt.

Venstremanden Poul Hartling skrev allerede i 1981: ”Lad os aldrig holde op med at have medfølelse med dem, der lider.”

Lad os aldrig blive trætte af at hjælpe ofre for uretfærdighed og undertrykkelse. Den, der tror på, at den menneskelige værdighed kan heles, kan aldrig tage fejl.

Frivillig tvang giver kun ufred. Og ved frivillig tvang forhærdes vort eget følelsesliv.

Poul Lykke Nielsen
medlem af Kristendemokraternes kredsbestyrelse,
Møllegade 60, Rønne