Uhørt og egoistisk udtalelse fra Ældrerådets formand

LÆSERBREV
Det var med stor undring, ja forargelse, jeg både læste og hørte på TV 2/Bornholm den 12. december, at Ældrerådets formand Erik A. Larsen udtalte:

”Et flertal i Ældrerådet er tilhænger af at bevare Molslinjens dynamiske billetpriser.”

Uagtet at prisen er forskellig alt afhængig af, hvornår man køber en billet, hvilket er til ugunst for de bornholmere, der skal rejse fra dag til dag og må betale de dyre priser.

Nå ja, det gælder jo ikke pensionister, de er garanteret en færgebillet for lille bil med to personer for 178 kroner med gratis bytteret.

Magen til usmagelig og egoistiske holdning – bare pensionisterne kan få billige billetter, så er Ældrerådet ligeglad med alle de andre bornholmere, der må betale de dyre billetter.

Jeg er selv folkepensionist og stemte til Ældrerådsvalget. Jeg håber virkelig, at den person, jeg stemte på, er med i Ældrerådets mindretal og ikke er enig i formandens udtalelse.

Trafikkontaktrådet kan ikke være tjent med, at der er en af dets repræsentanter, der kun kan se til sin egen næse og ikke på helheden for det bornholmske samfund.

Måske er denne egoistiske holdning årsagen til, at kontaktrådet ikke ind til videre har fungeret optimalt.

Det er ok, at man i trafikkontaktrådet kæmper for, at egne medlemmers interesser bliver varetaget, men at tale imod de andre medlemmers interesser offentligt er direkte illoyalt og viser en menneskelig dumhed, der gør, at man ikke burde være repræsenteret i trafikkontaktrådet.

Som jeg ser det, bør de personer, der sidder i Trafikkontaktrådet, samarbejde således, at alles øens og alle bornholmernes interesser blive varetaget, uanset hvem man repræsenterer.

Det er ikke til gavn for bornholmerne, at Molslinjen har en dynamisk prisstruktur. Vi skal alle kunne vide, hvad det vil koste at tage færgen, uanset hvornår vi bestiller billetten.

Anne-Mette Stampe
Grummeløkkegade, Allinge