Efter tragisk hændelse med hjertestop: Hjertestartere er nu hængt op udenfor

Efter tragisk hændelse med hjertestop: Hjertestartere er nu hængt op udenfor
Der er nu sikret en let tilgængelig adgang i alle døgnets timer til alle hjertestartere ved øens idrætshaller. Arkivfoto: Jacob Jepsen
SUNDHED | BORNHOLM | ABONNENT | 20. AUG 2021 • 18:30
Sofie Møller
Journalist
SUNDHED | BORNHOLM | ABONNENT
20. AUG 2021 • 18:30

Folkene bag idrætsområder i Bornholms Regionskommune har fornylig taget en tur rundt til øens idrætshaller med et vigtigt formål – nemlig at sikre, at alle hjertestartere sidder let tilgængeligt, og som de skal.

Arbejdet har resulteret i, at der nu er rykket to hjertestartere udenfor, som normalt sad inde bag hallernes låste døre.

Det er Rønne Hallen og Klemensker Hallen, hvor der nu altid vil være adgang til en hjertestarter uanset døgnets tidspunkt.

Alle andre idrætshaller har BRK vurderet, at man har en god adgang til en hjertestarter.

– Vi håber selvfølgelig ikke, at de kommer i brug, men hvis det bliver nødvendigt, er det uhyre vigtigt, at de sidder, så de er hurtige og nemme at få fat på, siger leder af idrætsområder, Klaus Rønne Jensen.

Tæt på at gå galt

Grunden til, at kommunen netop nu har undersøgt øens idrætshaller, skyldes en voldsom episode, der fandt sted i august 2020, hvor en 65-årig fodboldspiller pludselig fik hjertestop i en kamps pause på multibanen ved Viking Fodbolds klubhus på Rønne Stadion Nord.

Der var heldigvis dygtige folk på stedet til at ringe 112 og yde førstehjælp, men da de skulle hente en hjertestarter, måtte de pludselig løbe længere end nødvendigt.

Det viste sig, at hjertestarterne ved de omkringliggende haller befandt sig indendørs og kun var tilgængelige i åbningstiden. Derfor måtte en hurtig tilstedeværende cykle af sted for at hente hjertestarteren, der sidder udvendigt på Viking Atletiks fitnessbygning på stadion.

– Det var her, vi blev opmærksomme på, at hjertestarteren i Rønne Hallen sad meget uhensigtsmæssigt, idet den sad indenfor i hallen, som på det tidspunkt var aflåst. Da man satte den op i sin tid, var det kotymen, at det var sådan, man gjorde. Men nu er vi blevet klogere, og det er klart smartere, at den hænger let tilgængeligt udenfor hallen, siger Klaus Rønne Jensen.

Ikke opdateret

Hvis man på nuværende tidspunkt går ind på hjemmesiden hjertestarter.dk vil man se, at der på Bornholm er 163 hjertestartere, som er døgnåbne, fem bag lås og slå og 69, som er tilgængelige i åbningstiden.

– Når Trygfonden får opdateret hjemmesiden og de nye ændringer, vil der så stå 165 hjertestartere som døgnåbne, siger Klaus Rønne Jensen, der har taget kontakt og indmeldt ændringerne.

– Det er vigtigt, at man som borger kan gå ind og se eksakt, hvor de hænger, både placering og med billeder, for hvis nu uheldet skulle være ude, dur det ikke at løbe og lede i sådan en hektisk situation, siger han.

Han fortæller, at hjertestarteren ved Klemensker Hallen sidder meget synligt, hvor den i Rønne Hallen sidder lidt mere gemt ved indgangspartiet.

– Derfor har vi sat nogle skilte op på muren, som tydeligt signalerer, at her sidder en hjertestarter, siger Klaus Rønne Jensen.