DMI: Mild og fugtig luft på vej

NOTITS | DAGENS VEJR | 20. MAR 2024 • 06:21
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | DAGENS VEJR
20. MAR 2024 • 06:21

Ofte adskiller vejret herude øst på sig fra resten af landet, bortset fra Ertholmene, men sådan bliver det ikke i dag.

For Danmark som helhed fortæller DMI, at der passerer en front med lidt regn, som senere vil blive afløst af udbredt dis og tåge. Her på Bornholm starter dagen skyet med lidt regn af og til, og i løbet af eftermiddagen kommer der dis og tåge. Årsagen til tågen er mild og fugtig luft på vestsiden af fronten.

Temperaturen lander omkring fem grader, og vinden bliver svag til jævn mellem syd og sydvest. Solen stod op præcis klokken 6 og går ned igen klokken 18.16. Dermed er dagen tiltaget med fem timer og fem minutter.

I aften vil det fortsat være skyet, diset og stedvis tåget, og i nat kommer der regn af og til. Temperaturen falder ganske lidt, til omkring fire grader, og vinden bliver svag til jævn fra sydlige retninger.