Byforening er dybt bekymret over forurening af Præstemosen: 'Der er talt over 100 døde gamle karper'

Byforening er dybt bekymret over forurening af Præstemosen: 'Der er talt over 100 døde gamle karper'
Døde karper i Præstemosen. Privatfoto
| ABONNENT | 1. DEC 2020 • 06:46
Af:
william brøns petersen
| ABONNENT
1. DEC 2020 • 06:46
FORURENING

Klemensker Land- og Byforening er bekymret over forureningen af Præstemosen. Det udtaler formand Philip Kjøller på vegne foreningen i en pressemeddelelse.

– Vi vil arbejde på, at hver en sten bliver vendt i opklaringen af denne ulykkelige hændelse og har en forventning om, at miljømyndighederne i kommunen vil tage sagen meget alvorligt, skriver formanden.

– Vi ser meget alvorligt på situationen og vil gennem et tæt samarbejde med menighedsrådet, der ejer Præstemosen og Præsteskoven, følge sagen tæt, fremgår det desuden.

Det er såkaldt procesvand fra Bornholms Andelsmejeri, St. Clemens, der er strømmet ud i en regnvandsledning for derefter at løbe ud i søer og vandløb i området ved mejeriet. Procesvandet indeholdt rester af mælk, valle og fedt, har mejeriet tidligere forklaret. Fedtrester kan sætte sig i fiskenes gæller, hvilket de dør af. Siden udslippet er der fundet døde skaller, karper og gedder i Præstemosen.

– Vi er dybt bekymrede for, at karpebestanden ikke overlever. Indtil nu er der talt over 100 døde gamle karper. Derudover er talrige andre småfisk gået til. Vi er stærkt bekymrede for bestanden af latterfrø, som i hele Danmark kun findes på Bornholm og som har et af deres få ynglesteder i Præstemosen, udtaler Philip Kjøller.
 

Procesvand fra mejeriet


Procesvand fra Bornholms Andelsmejeri strømmede tidligere på måneden ud i en regnvandsledning, for efterfølgende at løbe ud i vandløb og søer i området ved mejeriet.

Spildevandet løb ud i den kunstige sø bag BAF-siloerne og endte også i vandløbet, der løber ud i Præstemosen.

Illustration: Bornholms Regionskommune

 

Går ind i sagen

I Klemensker Land- og Byforening engagerer man sig i sagen – blandt andet vil formanden for foreningen gå i dialog med mejeriets direktør, fremgår det af pressemeddelelsen.

– Philip Kjøller vil som formand for Land- og Byforeningen gå i dialog med Per Olesen, direktør på mejeriet, om mejeriets holdning til udslippet, om Præstemosens fremtid, herunder mulighed for udsætning af en ny karpebestand samt evt. andre fisk, står der.

Foreningen, der også er involveret i at passe og pleje området, opfordrer endvidere til "mere åbenhed og løbende informationer om, hvad og hvor meget der bliver sat i værk".

– Vi følger sagen tæt, selvfølgelig i troen på at alle detaljer kommer frem, og at der bliver gjort de nødvendige foranstaltninger, så en lignende sag aldrig gentager sig, samt håbet om at nye fisk udsættes når forholdene er til det, skriver Philip Kjøller.

Bornholms Tidende har været i kontakt med direktøren for Bornholms Andelsmejeri, Per Olesen. Han ønsker ikke at kommentere udtalelserne fra Klemensker Land- og Byforening over for Bornholms Tidende.
 

Forurening i Klemensker

Den 3. november konstaterede Bornholms Regionskommune forurening i Præstemosen, i den kunstige sø bag BAF-siloerne og i en vandløbsstrækning i Klemensker. Det fremgår af dagsordenen til et møde i kommunens natur- og miljøudvalg tirsdag den 1. december.

Det er såkaldt "urenset processpildevand" fra Bornholms Andelsmejeri, der har forårsaget forureningen.

Udledningen af procesvandet medførte, at vandet i den kunstige sø og i vandløbsstrækningen fremstod mælkehvidt. Vandet i Præstemosen var klart, "men havde en sød-syrlig lugt" og man konstaterede "døde fisk, og stimer af fisk, som "stod" og gispede i vandoverfladen."

Hvorfor opstod forureningen?

Tidligere har direktøren for Bornholms Andelsmejeri, Per Olesen, forklaret til TV2/Bornholm, at årsagen til forureningen er, at regnvand og spildevand er blevet blandet sammen: "Der er kommet en sten ind i vores procesvand, og det har spærret et afløb, og så er det steget op i en brønd, og så er det desværre løbet ind i vores overfladevandsystem," sagde Per Olesen til TV2/Bornholm.

En lignende konklusion er kommunen kommet frem til, fremgår det af dagsordenen:

"Forureningen af vandløbssystemet er forårsaget af, at der er blevet udledt urenset processpildevand vand fra Bornholms Andelsmejeri. Der var et stop mellem to brønde, hvor processpildevand løber i bunden, og lidt højere ligger en regnvandsledning med indløb og udløb i en opdelt del af brønden. Når processpildevandet ikke kan løbe til næste brønd, stuver det op og blander sig med regnvand."

Hvad har man gjort?

Bornholms Regionskommune besluttede da at foretage en række tiltag, der skulle inddæmme forureningen og stoppe udledningen af procesvand til Præstemosen. Blandt andet stoppede man den regnvandsledning, der ledte procesvand ud og blokerede afløbet fra den kunstige sø bag BAF-siloerne.

Kommunen gav også andelsmejeriet en indskærpelse om at rense den kunstige sø. "Denne oprensning er blevet gennemført og godkendt af Natur og Miljø den 12. november."

Desuden blev andelsmejeriet påbudt "at sikre deres regnvandsledninger, så der ikke umiddelbart kan ske en gentagelse af den uhensigtsmæssige udledning af procesvand til vandløb og søer." Påbuddet er efterkommet, fremgår det af dagsordenen.

Hvordan ser det videre forløb ud?

Ifølge kommunen har man pumpet så meget vand som muligt ud af den kunstige sø. "Der er dog forsat store mængder organisk materiale indeholdende processpildevand i søen. Derfor skal søen skal oprenses mekanisk," fremgår det. "Det oprensede organiske materiale skal udspredes på landbrugsjord, og nedpløjes umiddelbart inden for kort tid efter udspredning."

Kommunen vurderer desuden, "at økosystemet i Præstemosen retter sig over tid" og at "det vurderes, at der er på nuværende tidspunkt ikke umiddelbart er noget vi kan gøre for at øge hastigheden på denne proces."

Endelig er kommunen i gang med at undersøge "et eventuelt retligt efterspil i forbindelse med forureningen."