42-årig nægter drabsforsøg, men erkender grov vold

42-årig nægter drabsforsøg, men erkender grov vold
Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 29. MAR 2021 • 12:49
Mads Westermann
Journalist
| ABONNENT
29. MAR 2021 • 12:49

RETSSAG

Retten på Bornholm tog i dag fat på straffesagen mod den 42-årige mand, som den 10. august sidste år overfaldt en 57-årig mand på Aakirkebyvej i Rønne.

Her blev den 57-årige tildelt adskillige slag i hovedet med en hammer og blev efterladt med svære og blødende kvæstelser i hovedet. Kvæstelser, som læger senere vurderede, havde været livstruende.

Det 57-årige offer blev umiddelbart efter overfaldet bragt til skadestuen på Bornholms Hospital.

Her vurderede man, at mandens skader var så alvorlige og omfattende, at han med det samme blev fløjet til Rigshospitalet, hvor han blev hasteopereret.

De slag med hammeren mod hovedet, som den 57-årige blev udsat for, medførte blandt andet et åbent kraniebrud i issen samt flere andre andre brud på kraniet.

Desuden var mandens hjernehinde bristet, ligesom de voldsomme slag havde medført adskillige alvorlige blødninger i hjernen samt en brækket kæbe.

Nægter sig skyldig i drabsforsøg

Anklager Anne Moe vil ifølge anklageskriftet have den 42-årige idømt tidsubestemt forvaring for drabsforsøg, men det vil den 42-årige ikke erkende.

Han afviser via sin advokat, Rikke Solberg Bruun, at det var hans hensigt, at den 57-årige skulle dø af overfaldet.

Han mener i stedet, at der kun er tale om grov vold efter Straffelovens paragraf 245, som omhandler "legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter."

Den 42-årige, som er en ikke særlig høj, lidt trind, skaldet mand med markante sorte briller, mødte i retten bevogtet af to betjente fra Kriminalforsorgen.

Han var tidligere på dagen ankommet med flyver fra København, udstyret med et såkaldt fikseringsbælte, hvor håndledene er fastspændt til bæltet, der sidder om taljen. Han var desuden iklædt sort og mørkeblåt joggingtøj samt sorte kondisko.

Manden har, siden han kort efter overfaldet om aftenen den 10. august blev anholdt, siddet varetægtsfængslet.

Først i almindeligt varetægtsfængsel. Senere blev han efter aftale med anklagemyndigheden overført til såkaldt surrogatanbringelse på Psykiatrisk Center Amager i København.

Her er han fortsat anbragt.

Ville ikke udtale sig

Den 42-årige ønskede i Retten ikke at udtale sig og svare på spørgsmål.

I stedet læste anklager Anne Moe den forklaring, han gav til politiet umiddelbart efter anholdelsen sidste år, højt i retten, hvorefter den 42-årige overfor retten bekræftede, at den forklaring stod han stadig ved.

Her havde han blandt andet forklaret til politiet, at det var fordi, han var overbevist om, at den 57-årige i en periode på tre år havde forsøgt at komme ham til livs ved at forgifte hans drikkevand med nervegift, at han havde besluttet at slå ham med en hammer.

Forsøget på at forgifte den 42-årige skulle ifølge overfaldsmandens egen forklaring være foregået ved, at den 57-årige kom giften i drikkevandet i den 42-åriges kolonihavehus i Rønne.

Han skulle angiveligt også have forgiftet drikkevandet, da den 42-årige i en periode boede hos en tante på Lolland og hos en kusine i Nykøbing Falster.

– Han kom noget i vandet, så det blev helt hvidt, fortalte den 42-årige i august måned til politiet.

Overfald planlagt i tre-fire måneder

Beslutningen om at overfalde den 57-årige med en hammer blev ifølge den 42-åriges egen forklaring truffet allerede tre-fire måneder tidligere.

Det blev underbygget af beskeder, som politiet efter anholdelsen havde fundet på den 42-åriges mobiltelefon og computer.

Her kunne man blandt andet se, at han i løbet af juni måned havde lavet flere søgninger på internettet for at samle oplysninger om den 57-årige, og kun tre dage før overfaldet havde han med sin mobiltelefon taget et foto af den 57-åriges bopæl på Aakirkebyvej. Der hvor overfaldet fandt sted.

Ligeledes underbyggede beskeder, som den 42-årige havde sendt til familie og bekendte, at han havde til sinds at overfalde den 57-årige, men i beskederne gav han flere gange udtryk for, at det ikke var hans hensigt, at den 57-årige skulle dø af overfaldet.

– Jeg er for handicappet til at slå ham ihjel, og det er heller ikke min stil, skrev han blandt andet i juni måned i en besked til en bekendt.

Kunne ikke være i sig selv

En kusine til den 42-årige, som blev afhørt i retten, forklarede, at den 42-årige i løbet af sommeren 2020 havde besøgt hende og hendes mor, og at han under det besøg havde været meget påvirket af den angst, han følte for, at den 57-årige ville forgive ham.

– Han var så bange, at han ikke kunne være i sig selv, forklarede kusinen, som var stærkt påvirket af situationen, i retten.

Overfor hende havde den 42-årige også givet udtryk for, at han ville overfalde den 57-årige, men hun afviste, at han på noget tidspunkt havde givet udtryk for, at han havde til hensigt at dræbe den 57-årige.

– Det sagde han ikke noget om, svarede kusinen, da anklager Anne Moe spurgte, om den tiltalte havde sagt, at han ville slå den 57-årige ihjel.

Afbrudt

Kort før kl. 11 mandag blev retsmødet midlertidigt afbrudt, fordi man, på grund af den 42-åriges manglende lyst til at udtale sig i retten, var kommet forud for planlægningen.

Ifølge planen skulle den forurettede 57-årige først afhøres i retten mandag eftermiddag, og fordi hans bistandsadvokat kommer flyvende ind fra København, kunne dette punkt ikke fremskyndes.

Mandag kl. 12.45 genoptages retsmødet. Her skal den 57-årige afhøres, og så skal resultatet af mentalundersøgelsen af den tiltalte fremlægges.