Ambassadør kommer på bæredygtighedsbesøg i dag

I dag aflægger Kroatiens ambassadør i Danmark, Tina Krce, besøg på Bornholm. Hun kommer til Bornholm for at lære om, hvordan myndighederne arbejder med bæredygtighed, genanvendelse af affald og energieffektivitet.

På programmet er besøg hos BEOF på Skansevej i Rønne sammen med Winni Grosbøll og BOFA’s forbrænding på Almegårdsvej, hvor direktør Jens Hjul-Nielsen vil give ambassadøren et indblik i Bornholms affaldsstrategi, Bornholm uden affald 2032. Om eftermiddagen skal Tina Krce besøge Bornholms madkulturhus, Gaarden.

Både Danmark og Kroatien, der også er et land med mange øer, er medlem af Smart Islands Initiativer, som er et fællesskab for europæiske ø-myndigheder og øsamfund. Medlemslandene samarbejder inden for udvikling, teknologisk innovation, sociale forhold, miljø, økonomi og politik, oplyser regionskommunen.