Landsret gav anklager medhold: Voldtægtssigtede anholdt igen

Fredag løslod Retten på Bornholm to mænd, som var sigtet for voldtægt af en 17-årig pige i Rønne, efter endt grundlovsforhør, fordi den ikke fandt det bevist, at der var “særligt bestyrket mistanke” om voldtægt.

Anklageren fra Bornholms Politi kærede imidlertid løsladelsen til Østre Landsret, som reagerede hurtigt og allerede lørdag omstødte afgørelsen, hvorfor de to mænd igen er blevet anholdt.
Det oplyser vagthavende ved Bornholms Politi til tidende.dk.

De sigtede, på henholdsvis 59 og 40 år, bor begge i eller nær Rønne, og den 59-årige var sigtet for at have voldtaget den 17-årige, mens hun var bundet til en seng og havde bind for øjnene.

Overgrebet fandt ifølge sigtelsen sted 28. september om aftenen i den 40-åriges lejlighed på Aakirkebyvej i Rønne, og den 59-årige begik angiveligt overgrebet efter aftale med den 40-årige, som ifølge sigtelsen tilskyndede ham til at voldtage den 17-årige.

Som tidligere oplyst i Bornholms Tidende har de to mænd erkendt det faktuelle forløb, men de nægter begge, at der var tale om voldtægt.

På foranledning af beslutningen i Østre Landsret om, at de to mænd skal varetægtfængsles, blev den 59-årige allerede lørdag anholdt igen af Bornholms Politi og fremstillet i byretten i Rønne, som fængslede ham for foreløbigt 14 dage, mens den 40-årige er blevet fængslet søndag og vil blive fremstillet i retten mandag.