Teaterforening dropper forestilling: Interessen er for lille

Teaterforening dropper forestilling: Interessen er for lille

I næste uge skulle der have været auditions til årets store forestilling på Scene2, forestillingen Robin Hood, men teatret aflyser nu de to planlagte auditions den 6. og 7. november samt at opføre forestillingen.

– Det skyldes, at vi ikke har fået nok henvendelser, trods ihærdige forsøg. Derfor har vi droppet at opsætte Robin Hood, og dermed også audition den 6. og 7. november, siger Camilla Steimel fra Scene2.

Forestillingen skulle have været vist den 23. til den 26. maj i skaterhallen i Nexø, hvor Scene 2 ville arbejde sammen med både Ungdomsskolen og Middelaldercentrets Venner om henholdsvis lys og lyd og kostumer og statister.

Ny instruktør

Som en positiv nyhed kan Camilla Steimel til gengæld fortælle, at Scene2 nu fundet en afløser for hende selv som instruktør.

Camilla Steimel har været instruktør de sidste 13 år, men ønsker efter denne sæson at trække sig på grund af sygdom.

Nu har Cecilie Sonne-Hansen meldt sig på banen som ny instruktør. Cecilie Sonne-Hansen har en lang historie med Scene2.

– Hun var det første barn, der kom ind af døren, dengang jeg startede i Scene2, og hun har været med i mange af mine forestillinger, fortæller Camilla Steimel.

– Cecilie har været på dramahøjskole og har en masse ideer med hjem, som hun gerne vil afprøve i scene2, så hun har allerede overtaget dramaholdet.

Camilla Steimel fortsætter som teaterformand et år endnu, fortalte hun efter Scene2s generalforsamling i september.