Express 1’s afløser er søsat

Molslinjens nye katamaran, Express 4, er blevet søsat ud for det australske værft Austal i Perth. Express 4 skal sejle på Kattegat som afløser for Express 1, som siden 1. september har sejlet på ruten mellem Rønne og Ystad.

Det oplyser Molslinjen i en pressemeddelelse.

– Vi er nu på vores fjerde superfærge, og vi har samlet alle vores erfaringer med byggeriet af de tre første for at gøre Express 4 så optimal som muligt til opgaven på Kattegat, siger Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen i pressemeddelelsen.

Express 4 skal leveres til Molslinjen i løbet af første kvartal 2019. Her skal den sejle med en del af Molslinjens mere end tre millioner årlige gæster mellem Aarhus og Odden.

– Med Express 4 vil vi have tre superfærger på ruten mellem Aarhus og Odden og Ebeltoft og Odden. Det kommer til at hæve vores kapacitet på Kattegat med næsten 20 procent, så det er endnu en massiv investering i dansk infrastruktur og sammenhængskraft mellem landsdelene, siger Carsten Jensen.