Sparekassen Bornholms Fond har nemlig doneret 50.000 kroner som tilskud til et elektronisk markeringsanlæg, som Østerlars-skytterne brændende har ønsket sig i flere år.
Laserstråle
Når det nye anlæg kommer i drift, vil det være slut med det gammeldags snoretræk, der trækker skiven op til skytten, når det skal afgøres, hvor projektilet har ramt.
I stedet er det en laserstråle, der afkoder, hvor i skiven hullet sidder, og på en PC-skærm vil skytterne øjeblikkeligt kunne se, hvor mange point skuddet udløser.
Fleksibelt
Markeringsanlægget kan dække fem skydebaner på samme tid, og det kan bruges både indendørs og udendørs.
– Det er et fleksibelt anlæg, som vi let kan flytte frem og tilbage mellem de forskellige skyderbaner, fortæller Michael Jørgensen, der er udvalgsformand for skytteafdelingen i Østerlars Sport.
Hvis det går, som han håber, bliver det nye anlæg stillet op på skytteklubbens 15-meter bane i kælderen under Multihuset i Østerlars, og når den udendørs skydesæson starter den 1. april, bliver det flyttet til klubbens 50-meter skydebane på Brommevej i Nordre Plantage.
Halvvejs
Med tilskuddet på 50.000 kroner fra Sparekassen Bornholms Fond, og yderligere 50.000 kroner i tilskud fra Bornholms Regionskommune, har skytterne i Østerlars kun knapt halvdelen af de 212.000 kroner, som anlægget koster, i hus.
Det bekymrer imidlertid ikke Michael Jørgensen.
– Vi har ansøgninger ude hos flere andre fonde, og vi regner bestemt med, at vi får tilskud fra nogle af dem inden jul, siger Michael Jørgensen til Bornholms Tidende, og fortæller at skytteforeningen også regner med selv at skulle bidrage af foreningens egne midler, ligesom medlemmerne selv vil stå for alt arbejdet med at installere anlægget.
Nødvendighed
Mange af skytterne i Østerlars har efterspurgt det nye anlæg, som de har stiftet bekendtskab med, når de har været til konkurrencer ovre.
Der har flere af skydeklubberne nemlig tilsvarende anlæg.
– De vil gerne kunne skyde på de samme faciliteter her, som de gør, når de er til konkurrencer, fortæller Michael Jørgensen.
Han anser, at det nye markeringsanlæg er en simpel nødvendighed, hvis skydeaktiviteterne i Østerlars Sport skal overleve på sigt.
– Jeg frygter, at de foreninger, der ikke opgraderer med et elektronisk markeringsanlæg og andre moderne faciliteter, vil ende med at lide en stille død, fordi medlemmerne siver, siger han.