Ove Loland, indehaver af Loland Green Solution, har udviklet en metode, så tang kan indsamles og anvendes som en ressource.
Efter 11 års arbejde, der startede i 2007 på Bornholm og sluttede på Bornholm i 2016, mener Ove Loland, at der er fundet en løsning på tangproblemet, så man kan indsamle og lufttørre tang, praktisk talt uden indhold af sand. Det færdigbehandlede fedtemøg (tang) kan efterfølgende bruges som jordforbedringsmiddel eller som CO2-neutralt biobrændsel.
Nyt selskab
Derfor er næste skridt nu at afprøve viderebehandlingen af tangen til et eller flere af de formål, og Victor Vask og Loland Green Solution arbejder på at stifte et grønt selskab og samarbejde omkring udnyttelse af den blå biomasse (tang) med start på Bornholm.
I forvejen har Victor Vask i flere år arbejdet sammen med Ove Loland om et projekt, hvor spildevandet i vaskerier kan genbruges ved at rense det gennem et biologisk vandgenanvendelses-anlæg. En grøn teknologi, som kan spare virksomheden mange penge på udgifter til vand og spildevand og samtidig skåne miljøet. Lykkes projektet, er det herefter intentionen at designe nye grønne vaskerier på globalt plan med basis i bornholmske arbejdspladser.
– Vi planlægger at starte et firma sammen, hvis vi lykkes med det store rensningsanlæg på Victor Vask, forklarer Ove Loland. Efter planen skal etablering, indkøring og test af dette være færdig til marts næste år.
– Det er dog ikke en forudsætning, at det videre arbejde skal placeres på Bornholm. Men det er her, vi har den viden, der skal til. Der er ved at melde sig andre interessenter på banen. Men det kan jeg ikke sige mere om lige nu, siger Ove Loland.
Arbejdspladser i tang
Kenn Kjellberg ser store perspektiver i at udnytte den blå biomasse, som de to parter kalder tangen, og er interesseret i at indgå i et partnerskab med Ove Loland også om dette.
– Mulighederne i tangprojektet er flere. Tang er et stort problem for badende gæster, og ildelugtende gener kan fjernes. Der kan udvindes gødning ved at presse tangen, og tørstoffet kan afbrændes og være CO2 neutralt, siger Kenn Kjellberg, der samlet set mener, at det ligger lige for på Bornholm at udnytte tangen.
– Det er en grøn og bæredygtig løsning, der går fantastisk i tråd med Bright Green Island, ligesom der forhåbentlig vil være arbejdspladser i sagen. Ydermere er der jo masser af tang på de danske kyster, mener Kenn Kjellberg, som også er formand DI Bornholm.
Forsøg på Nexø havn
Loland og Kjellberg vil stifte et selskab med det formål at udnytte den blå biomasse og arbejder på at skaffe finansiering. I første omgang er budgettet på lidt over 500.000 kroner.
– Vi har i samarbejde med Århus Universitet udarbejdet en ansøgning på 518.000 kroner til et 18 måneders udviklingsprojekt for at få denne oplagte udnyttelse af den blå biomasse placeret på Bornholm, siger Ove Loland.
Udviklingsprojektet går ud på at etablere et forsøgsanlæg på Nexø Havn til at tørre og knuse tang. Eller presse tangen til flydende gødning.
Ove Loland mener, at tangen som CO2- neutralt biobrændsel og i nedtørret tilstand kan afbrændes i BOFAs affaldsforbrændingsanlæg og afregnes på linje med flis og halm.
Pengene skal blandt andet bruges til at leje et større areal på Nexø Havn, til at leje en traktor med siderive og en kran til optag af tørret tang. Desuden til køb af nedknusningsmaskine og mandskabstimer til håndtering af tang, strøm og montering og opsætning af udstyr.
Foreløbig har de søgt penge til at gennemføre projektet i flere fonde, men fået afslag, og arbejder nu på at skaffe finansiering på anden måde.