Svigt i hjemmeplejen i Københavns Kommune: Jeg er vred.

Når nu TV2 er færdige med at køre hjemmeplejen gennem kværnen, ville det være rigtig dejligt med en positiv historie fra området. Jeg lægger gerne arbejdsplads til. Det er et lille lukningsramt plejecenter på Bornholm, med pt kun 12 beboere (vi har plads til fem mere).
Dér arbejder jeg og mine kollegaer på at skabe et miljø, hvor de ældre trives. Det lykkes, til trods for at vi netop har overstået en fyringsrunde, hvor vi må sige farvel til to afholdte medarbejdere – og til trods for at vi er ansat i en kommune, hvor mottoet er: »Ingen penge har vi nok af« – så alt drejer sig om besparelser, kursusaktivitet er der ikke råd til, merarbejde er nærmest forbudt.
Det vi har, er det, personalet giver af nærvær og omsorg – og det har vi til gengæld masser af. Omsorgen viser sig, når personalet ikke farer ud af døren når klokken slår fri, men giver sig tid til at give en mundtlig overlevering til de kolleger, der møder ind for at afløse. Tid, som personalet ikke bliver betalt for, men som gives af omsorg for både de ældre og kollegerne.
Der skal ikke så meget til for at gøre en hverdag til fest – nyopgravede, nykogte kartofler for eksempel, en tur til den lokale strand – eller bare en ikke planlagt, fælles formiddagskaffe på terrassen. Dét er også dansk ældrepleje, men det har normalt ingen interesse. Det er der ingen sensationer i. Sensationen kunne selvfølgelig være den måde, plejecentret er en integreret del af lokalsamfundet på.
Vi har lige haft lukket huset i 2-3 timer – alle beboere og personaler var på det lokale bryghus og spise middag, sponseret af restauratøren.
En almindelig kedelig tirsdag, bliver lige pludselig festlig, når det lokale ismejeri leverer fire-fem liter is til desserten, eller når vi med hjælp af centrets støtteforening kan gå på det lokale Svaneke Røgeri, spise røgede sild eller fiskefrikadeller, med øl og snaps.
Igen et udslag af sammenhængen mellem plejecenter og lokalsamfund. Turen startede som en frisk idé hos en ansat på plejecentret, blev grebet af røgeriet, som med deres gæstfrihed har gjort denne tur til en værdsat tradi­tion.
Det gør mig glad at arbejde et sted, hvor kolleger stiller op for én, hjælper når jeg har brug for ekstra fri, og som kører dobbelt vagt for at dække for dem, der ikke kan komme frem til arbejdspladsen på grund af mængder af sne.
Det er godt at vide, at mine kollegers ægtemænd stiller op og agerer taxachauffører, når busserne og taxiselskaberne ikke kører på grund af sne. Men det hører jeg ikke om i TV2 nyhederne.
Jeg er træt af at være udsat for kontrol og regeltyranni – og jeg vil ikke straffes, fordi nogle få af de mange tusinde i branchen ikke har arbejdsmoral.
Jeg og den langt overvejende del af mine kolleger passer vores arbejde fra
7 til 15 dag efter dag, selvfølgelig undtagen de dage, hvor klokken bliver 15.15, inden vi forlader arbejdspladsen.
Jeg er glad for at være ansat et sted, hvor der er tillid til, at jeg passer mit arbejde, også når jeg for eksempel kører i banken i arbejdstiden – det er jo for at servicere mine beboere – de har også brug for penge..
At arbejde i ældreplejen er meget mere nuanceret, end mange tror, og har man ikke engagementet med i arbejdet, skal man søge et andet.