Perus midlertidige præsident lover at gennemføre valg i april

Manuel Merino blev tirsdag taget i ed som midlertidig præsident i Peru.

Det sker, dagen efter at den korruptionsanklagede præsident Martín Vizcarra blev afsat af kongressen.

Manuel Marino, der hidtil har været leder af kongressen, vil varetage posten indtil juli 2021, hvor den nuværende embedsperiode udløber.

Ifølge forfatningen i Peru er det kongressens leder, der overtager præsidentens opgaver, hvis denne bliver afsat.

Der er valg i Peru 11. april.

Tirsdag siger Manuel Merino, at det fortsat er planen at afholde valg i april.

I sin indsættelsestale lover den 59-årige forretningsmand og medlem af centrumhøjrepartiet Acción Popular en ordentlig overgang.

Samtidig forsøger han at neddæmpe udbredte bekymringer om et muligt politisk kaos i landet.

– Der er intet at fejre. Dette er et svært øjeblik for landet, siger Manuel Merino.

– Vores første forpligtelse over for landet er at bekræfte vores demokratiske overbevisning og vores respekt for valgplanen, tilføjer han.

Merinos indsættelse kommer, dagen efter at kongressen i Peru mandag i kølvandet på en rigsretssag stemte for at afsætte præsident Martín Vizcarra, der er beskyldt for korruption.

Det skete med 105 stemmer for afsættelsen og 19 imod.

Det kræver mindst 87 ud af 130 stemmer at fjerne en præsident fra embedet i Peru.

Martín Vizcarra er beskyldt for at have modtaget bestikkelse i 2014, da han var guvernør i Moquegua.

Flere forretningsfolk hævder, at han modtog penge til gengæld for kontrakter på offentlige opgaver.

Vizcarra har påpeget, at de to kontrakter, som det handler om, er indgået af et FN-agentur og ikke af myndighederne i Moquegua.

Den 57-årige Vizcarra har været ved magten siden 2018.

/ritzau/Reuters