Kagedagen er uhyre populær. I år må de lækkersultne dog hente kagerne og nyde dem hjemme i eget selskab. Foto: Allan Rieck

Store Kagedag som takeaway

KAGEDAG

Lækkersultne bornholmere og turister plejer at flokkes til Det Levende Køkken i Østermarie, når der en gang om året holdes Store Kagedag med et overdådigt opbud af kager.

Sådan bliver det ikke i år. På grund af corona har Det Levende Køkken aflyst kagedagen.

– Myndighedernes forsamlingsforbud på maximum 100 mennesker inklusiv alle, der står bag arrangementet, har fået os til at gå nye veje. Vi ønsker ikke at vælge ud, hvem der må komme og spise, og hvem der må springe over i år, og når vi er værter ved et arrangement, der tiltrækker mellem 300 og 400 mennesker, så er det klart, at der må tænkes nye tanker, siger Gitte Thomasen fra Støtteforeningen.

De initiativrige Østermariefolk har vredet hjernen for at finde på en anden løsning, så de mange fans af kagedagen ikke skal snydes for kagegodbidderne. Alt er derfor som det plejer – med lækre kager i lange baner – og alligevel slet ikke:

– Vi springer ud i et Store Kagedags takeaway med skønne kvinder med hjertet på rette sted, som altid bager de labreste kager. De bliver pakket i fine kageæsker, og en sådan kageæske kan bestilles ved at ringe til Det Levende Køkken, fortæller Gitte Thomasen.

Ved bestilling af kageæsker, får man et afhentningstidspunkt, som selvfølgelig skal overholdes.

Man kan derfor stadig støtte en god sag, og kagedagen som en årlig tilbagevendende tradition på øen.

– Kaffen må I selv stå for i dette særlige coronaår, men vi forventer selvfølgelig at vende stærkt tilbage næste år igen, siger Gitte, der selv er en af de helt store kagebagere.

Der kan bestilles kageæsker frem til og med onsdag 9. september.

Søndag 13. september skulle have været 7. gang, at der var inviteret til Store Kagedag i Østermarie. Overskuddet fra kagedagen går til Det Levende Køkken.