Finansminister om historisk fald i bnp: Ikke rar læsning

Det er ikke rart for finansminister Nicolai Wammen (S) at læse, at den danske økonomi som følge af coronakrisen har fået et historisk stort slag i andet kvartal.

– Det er naturligvis ikke rar læsning. Det vidner om, at vi står midt i en krise af historiske dimensioner med fortsat store økonomiske udfordringer som følge af corona.

– Når vi senere på måneden kommer med vores forslag til finanslov, så vil det også være med coronavirusset og dansk økonomi som et helt centralt fokus, siger han.

Danmarks Statistik skønner, at det danske bruttonationalprodukt (bnp) er faldet med 7,4 procent i andet kvartal i forhold til første kvartal.

Det vil være det klart største fald, siden statistikbanken begyndte at opgøre den danske vækst på kvartalsbasis i begyndelsen af 1990’erne.

Hovedårsagen er udbruddet af coronavirus og den omfattende nedlukning af samfundet.

Økonomer vurderer dog, at krisen vil blive kortvarig. Og det samme hæfter Nicolai Wammen sig ved.

– Heldigvis tyder det nu på, at der efterfølgende har været bedring at spore. De nyeste nøgletal viser, at andet kvartal markerer et vendepunkt, og at kurven for dansk økonomi nu går opad igen, siger ministeren.

I forbindelse med den seneste udgave af Økonomisk Redegørelse skønnede regeringen i maj, at det danske bnp samlet vil falde med 5,3 procent i år.

– Det er vigtigt, at vi har fået gang i hjulene igen i Danmark. Samtidig vil vi arbejde på at støtte op om vores eksportvirksomheder.

– Det har vi gjort med forskellige tiltag allerede, og vi er parat til mere, hvis der bliver brug for det, siger Nicolai Wammen (S).

Troels Lund Poulsen, som er finansordfører for Venstre, siger, at med genopretningen er der brug for at sikre, at der ikke er flere mennesker, som mister deres arbejde.

– Virksomhederne skal ikke pålægges flere skatter og afgifter. Det vil vi advare imod. Og så mener vi, at vi skal udbetale alle feriepengene – ikke kun de tre uger, som er aftalt, siger han.

I øjeblikket spreder coronasmitten sig igen i både Danmark og globalt. Det er afgørende, at opblusningen ikke fører til, at landet må lukkes ned igen, som det blev i marts.

– Derfor er de aktuelle forhandlinger omkring genåbning, som finder sted senere i dag, også så vigtige, siger Troels Lund Poulsen fredag eftermiddag.

Forhandlingerne mellem regeringen og Folketingets partier handler blandt andet om, hvordan landet kan åbnes yderligere, og hvilke restriktioner der skal fastholdes.

/ritzau/