Måling: Konservative bliver størst ved valg i Kroatien

Kroatiens konservative regeringsparti, HDZ, får ifølge en valgstedsmåling flest pladser i landets parlament ved søndagens valg.

Partiet ser ud til at kunne sætte sig på 61 af de 151 pladser i Kroatiens parlament.

Det rapporterer kroatisk tv ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at valgstederne lukkede klokken 19.

Meningsmålinger inden valget havde ellers tydet på tæt løb mellem HDZ og Kroatiens andet store parti, det socialdemokratiske SDP.

Men SDP, der er i valgalliance med et par mindre partier, må ifølge valgstedsmålingen nøjes med 44 pladser.

Med en valgstedsmåling, der tyder på sejr til HDZ, kan der være banet vej for, at premierminister Andrej Plenkovic og hans konservative regering kan fortsætte.

HDZ har desuden nemmere ved at finde alliancepartnere til at danne den næste regering, skriver nyhedsbureauet dpa.

/ritzau/Reuters