Nordjyske Medier har gravet i sagen om Søren Christensens død. Arkivfoto: Berit Hvassum

Bornholms Tidendes tidligere chef blev ramt af en aggressiv bakterie: Søren Christensens sidste 48 timer

Nyheden om Søren Christensens død, kun 44 år gammel, chokerede mange. Historien om hvorfor han døde er ikke mindre chokerende. Det er en sag, som Nordjyske Medier har skrevet om i weekenden. 

Det er historien om, hvordan et tilsyneladende ikke særlig alvorligt trafikuheld medførte døden to dage senere efter et forløb, som Nordjyske kalder fatalt. Søren Christensen var stærk og i god form, men døde af sygdommen nekrotiserende fasciitis – en bakteriel infektion, som på kort tid ødelægger hud og underliggende væv.

Det er Nordjyskes gravergruppe, Caspar Birk, Emma Fjordbak og Lars Teilmann, der ruller historien ud om Søren Christensens sidste 48 timer. De satte sig for at undersøge, om der blev begået fejl i forløbet. Artiklen er baseret på interviews med centrale personer i sagen, blandt andre familier og læger, og man har fået indsigt i lægelige dokumenter vedrørende sygdomsforløbet, som man efterfølgende har forelagt to eksperter på området.

Søren Solskin

Nordjyske blev Søren Christensens sidste arbejdsplads.

Han nåede kun at være ansvarshavende chefredaktør i det store mediehus med hovedsæde i Aalborg i fem måneder, efter at han i fem år havde været administrerende direktør og chefredaktør på Bornholms Tidende. Søren Christensen nåede hurtigt at blive en markant person på Bornholm, hvor han fik tilnavnet Søren Solskin.

Søren Christensen fik blandt andre mange cykelvenner på Bornholm, hvor han nåede at blive bornholmsmester, og racercyklen luftede han også flittigt efter flytningen til Aalborg. Det var på en motionstur efter fyraften den 5. februar, at han blev kørt ned bagfra. Undersøgelsen på hospitalet viste, at han havde brækket fire ribben. Hans knæ havde fået nogle knubs, og et stort, åbent sår på venstre knæ skulle sys.

Men altså ikke noget livstruende og efter en nat på hospitalet, var Søren Christensen hjemme igen med en portion smertestillende medicin. Dagen derpå begyndte han at få stærke smerter i venstre ben, der hævede og fik røde plamager.

– Han blev ved med at sige, at ”det er ikke normalt, det her” og ”det brænder”, fortæller Søren Christensens enke Arina Richter til avisen.

 

Man kan læse hele den stærke historie om Søren Christensens sidste 48 timer her hos Nordjyske. Artiklen er for abonnenter. Den første måned koster 79 kroner.