Antallet af indlagte i Danmark falder – ingen nye døde

Ingen er registreret døde med coronavirus i Danmark det seneste døgn, viser den nyeste daglige opgørelse fra Statens Serum Institut. Antallet af indlagte falder med fire til 106.

Det er fjerde gang på en uge, at der ikke er registreret nogle coronarelaterede dødsfald.

Coronavirus er ikke nødvendigvis årsagen til dødsfaldet. Hvis dødsfaldet sker inden for 30 dage efter en positiv test, tæller det med i statistikken.

Torsdag var 110 indlagte, mens 20 var på en intensivafdeling. Heraf var 11 i respirator.

Fredag er 106 indlagt, mens 18 er på intensiv. Ti af dem ligger i respirator.

Antallet af indlæggelser har overordnet set været nedadgående siden starten af april trods stigninger enkelte dage.

/ritzau/