Weinstein beskyldes for voldtægt af 17-årig

Den tidligere filmproducent Harvey Weinstein, som afsoner en straf på 23 års fængsel for voldtægt, er blevet beskyldt for seksuelle overgreb mod kvinder, hvoraf en kun var 17 år, da de påståede overgreb fandt sted i 1994.

De nye anklager omfatter perioden 1984 til 2013. Nogle af overgrebene skal være sket under møder med kvinderne ved filmfestivalerne i Cannes og Venedig.

Den kvinde, som siger, at hun blev overfaldet som 17-årig, siger, at Weinstein inviterede hende til sit hotelværelse for at drøfte hendes mulige filmkarriere.

Hun siger, at hun på hotelværelset blev “overfaldet, lukket inde, seksuelt mishandlet og voldtaget” af Weinstein. Efterfølgende truede han hende med, at hun aldrig ville komme til at være med i en film, hvis hun anmeldte ham.

De fire kvinder, som anlægger sag mod den tidligere filmproducent, er i dag 70, 43, 38 og 35 år.

Weinsteins bror, Bob Weinstein, Miramax og Disney er også nævnt i søgsmålet for at have opretholdt eller medvirket til en “tavshedskultur” omkring overgreb, de kendte til eller kunne have kendt til.

Harvey Weinstein blev 11. marts idømt 23 års fængsel for seksuelt overgreb mod tidligere produktionsassistent Mimi Haley og voldtægt af skuespiller Jessica Mann.

I april blev Weinstein anklaget for seksuelt overgreb i en tredje sag i Los Angeles i 2010.

Over 100 kvinder har beskyldt Weinstein for forskellige former for seksuelle overgreb – heriblandt voldtægt – over flere årtier.

Han har afvist beskyldningerne. I stedet har han sagt, at der var tale om frivillige handlinger.

/ritzau/dpa