Antallet af coronadøde i Storbritannien stiger med 847

Britiske hospitaler melder fredag, at antallet af coronadøde er steget med 847 til 14.576. Torsdag var dødstallet 861.

Sundhedsministeriet i London siger, at nye data viser, at 5599 mennesker er testet positiv for Covid-19 i det seneste døgn. Dermed er antallet af smittede i landet på næsten 109.000.

– I alt er 341.551 blevet testet for sygdommen, oplyser sundhedsministeriet.

Nogle steder er antallet af nye smittetilfælde i stigning, og derfor har den britiske regering forlænget de gældende corona-tiltag, der er sat i værk i landet, med mindst tre uger.

Det højeste dødstal i Storbritannien var den 9. april, da 980 coronasmittede døde på et døgn. Siden da er antallet af døde faldet en smule hver dag. Det meste af denne uge var det daglige tal på under 800, men det steg til 861 den 15. april.

Dødstallet på engelske hospitaler er steget med 738 til 13.134, oplyser sundhedsmyndighederne.

– 30 af de 738 patienter, som var i alderen 34 til 92 år, havde ikke nogen underliggende sygdomme.

Storbritannien er blandt de lande, som er hårdest ramt af pandemien.

– Det værste vi kunne gøre, var at slække på sikkerhedsbestemmelserne for hurtigt, siger udenrigsminister Dominic Raab, som er fungerende premierminister, mens Boris Johnson kommer sig efter at have været alvorligt syg med Covid-19.

Johnson er efter en uges indlæggelse flyttet ind på landstedet Chequers, som er til disposition for britiske regeringsledere.

Ifølge de gældende bestemmelser skal alle ikke livsnødvendige forretninger og servicefunktioner være lukket ned, og myndighederne har forbudt, at mere end to personer er samlet.

Regeringen insisterer på, at nedlukningen af samfundet virker, og der er tegn på, at pandemien er ved at toppe i Storbritannien, da antallet af smittedede skal være faldet markant. Men der hersker stor usikkerhed om, hvornår myndighederne vil slække på de indførte restriktioner, som skal reducere udbredelsen af Covid-19.

/ritzau/Reuters