Lotte Svendsen. Foto: Jacob Jepsen

Lotte Svendsen er flygtet hjem til Bornholm under coronakrisen: Jeg er sindssygt skræmt

Filminstruktøren Lotte Svendsen, som siden september 2018 har været konsulent for børne- og ungdomsfilm på Det Danske Filminstitut, er på grund af coronakrisen “flygtet” – hendes ordvalg – fra sin andelsbolig i Store Kongensgade, København, hvor hun bor til daglig.

Jo, den er god nok, hun er for 12 dage siden flygtet helt til sin barndomsø, hvor hun i første omgang slipper for storbyen, mens den der virus jo altså også slår sine folder herude i Østersøen. Men fidusen er selvfølgelig, at det er lidt lettere at slå sine folder i sit sommerhus på Bornholm uden hele tiden at være i fare for at gnubbe skuldre med andre mennesker, end når man bor i en storby med dens menneskevrimmel.

Og Covid-19 tager hun dybt alvorligt, fortæller hun til Bornholms Tidende. Dog uden at den som sådan hindrer hendes arbejde på filminstituttet.

– Jeg arbejder på fuld fart, siger hun.

– Vi sidder bare og sagsbehandler online.

Men hvordan påvirker det her dig personligt?

Her kommer filminstruktøren med et lille host, som får journalisten til at hoppe i stolen af forskrækkelse. Han beroliger dog sig selv med, at det er et telefoninterview og generobrer derfor hurtigt det kølige overblik.

– Jeg sidder her på Pellegårdsvej med min familie, siger hun.

Altså nogenlunde mellem Rutsker og Olsker.

– Vi er gået i flyverskjul, og jeg tager det sindssygt alvorligt. Jeg er så glad for, at jeg ikke skal dele håndtag med alle mulige andre i den andelsforening, jeg bor i til dagligt i København. Jag la’r varerne stå ude under vores halvtag et døgn, før jeg ta’r dem ind – jeg er sindssygt skræmt over det. Men jeg har også altid været sådan en, der var bange for den store verden derude. Jeg havde en farmor, som, hvis jeg rakte ud efter en banan, slog mig over fingrene og sagde, at der var en stor beskidt negermand, der havde haft den i hånden, så jeg skulle gå ud og vaske den først.

– Så jeg har altid haft en fornemmelse af, at der lå noget derude, der var farligt, og det må man desværre bare sige er blevet megameget bekræftet lige nu. Derfor er det også rigtig godt, at jeg kan sidde her og sagsbehandle på afstand. Jeg har absolut ikke travlt med at komme tilbage på kontoret.

Plastikhandsker

Men du skal vel lidt ud indimellem om ikke andet så for at købe ind?

– Ja, men det samler jeg sammen, så jeg er mindst muligt ude at købe ind, og jeg har plastikhandsker på, når jeg gør det. Jeg er også den eneste i familien, der tager på indkøb. Jeg synes ikke, der er nogen grund til, at børnene går rundt i en butik for sjov, fordi de keder sig. Jeg har det sådan, at vi bliver nødt til at tage det her megaalvorligt, for jeg ved, hvad det koster og hvor store konsekvenser, det har. Og hvis der er nogen, der sjusker, er det ikke i orden. Nu har vi en fælles aftale, og den holder vi, og dem, der ikke ikke kan holde den aftale, skal fanme straffes med dagbøder eller hvad ved jeg! Jeg bakker meget op om regeringens stramninger og synes bestemt ikke, det er hysterisk.

Hvad hvis du ser det lidt i fugleperspektiv, hvordan vil det påvirke samfundet?

– Ja, det er jo pisseinteressant! Og der er to ting, jeg synes er spændende. Lige nu trives naturen og klimaet, der bliver kørt mindre i bil, end vi nogensinde havde kunnet forestille os, vi skulle opleve så hurtigt.

Ligesom der bliver fløjet mindre?

– Ja, det er jo helt vildt! Og den anden ting, man kan tænke over, er: Gør det os til meget, meget ulykkeligere mennesker, det der sker nu? Eller er man i virkeligheden i gang med at sadle om – og måske gøre noget så rædselsfuldt, som at se sine børn i øjnene hver dag i en periode, spørger Lotte Svendsen.

Hvad mener du, vi gør?

– Jeg synes som kunstner, at det er enormt interessant, hvis man lige pludselig har et kamera i et hus med en familie, som lige pludselig er tvunget til at være sammen i to uger. Alle spøgelserne kommer frem – og alle potentialerne! Altså, det er fanme lang tid siden, jeg har siddet dag efter dag med min familie, hvor vi ikke skulle noget andet end at være sammen. Der er jo det der med tid, der sker noget interessant, når vi har tid, for så begynder historierne at rulle op, når man ikke kan adsprede sig. Der er ikke nogen børn, der lige skal køres i Tiger-butikken og købe et eller andet, og jeg skal ikke selv lige ind at se på et eller andet eller hænge ud med nogle veninder. Det ville være totalt uansvarligt.

Vidunderligt netværk

– Og det er fint nok, vi lærer jo hinanden at kende. Så noget af det, der kommer frem, er positivt. Det er sammenhold og nærvær. Sammenhold opstår tit, hvis man har en tydelig ydre fjende, og det kan man sige, at vi har lige nu.

– En anden ting, der har optaget mig, er, at corona er mest udbredt i Rudersdal Kommune og i Gentofte, læste jeg i Berlingske. Det er de rige og rejsende mod de lokale syge. Det er de rige rejsende, der henter sygdommen, men de får højst en feber, som varer et par dage, og så smitter de skraldemanden, men han er ved at stille træskoene, fordi han er i dårlig form. Det er jo et specielt segment i Danmark, som ta’r på de der skiferier, og der er nogle klasseforskelle, som bliver meget tydelige i det her.

– For eksempel så vi prins Charles i England, som havde lidt tics og og en enkelt rømmen forleden. Han er 71 år og på højdepunktet af sin corona, men han spiser nok meget bedre end mange andre på 71, siger Lotte Svendsen med et smil i stemmen ved tanken.

Når det kommer til bornholmerne, vurderer hun, at krisen bliver håndteret seriøst.

– Jeg har på fornemmelsen, at bornholmerne ta’r det ekstremt alvorligt og holder afstand. Der er stille på vejen og så videre. Så jeg er meget stolt af bornholmerne, og den måde de opfører sig på, selv om der er så få syge herovre. Det er at udvise samfundssind.

Den positive side af sagen er, at ja, så kan vi lære hinanden bedre at kende, men mange er jo også ved at få spat af, at de ikke ind imellem kan få lidt luft fra den elskede familie og gøre nogle af de ting, de er vant til at gøre. Kan I holde den følelse på afstand?

– Vi har jo et vidunderligt netværk af skønne naboer heroppe på nordlandet – vi holder øje med hinanden og står og råber til hinanden med 10 meters afstand, siger filmkonsulenten.

– Min mor og hendes mand var oppe forbi forleden med nogle printede dokumenter, men vi holdt afstand. Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring for teenagere, men hold kæft, hvor er det også en lære for mine møgunger, som hele tiden er entertainet af Facebook og Instagram, og jeg ved ikke hvor mange tv-kanaler. Da jeg var lille, skulle jeg cykle til busstoppestedet, tage bussen og igen cykle op til Thorupgård, hvor min veninde Sofie Stougaard sad og ventede. Det var fanme en rejse for at få lidt underholdning. Jeg tror ikke, der er nogen unge mennesker i Danmark, der bliver dårligere mennesker af at kede sig lidt i en periode.

– Men det er vildt, det er spændende, og det bliver sjovt at komme ud på den anden side. Der bliver nogle nye historier at fortælle.

Fra filmen Bornholms stemme. Arkivfoto

Bornholms stemme

Du lavede i 1999 filmen “Bornholms stemme”, og du og jeg har på et tidspunkt talt om, hvorvidt der eventuelt kunne komme en “Bornholms stemme 2” – kan det her give noget inspiration?

– Jeg ved ikke lige, om det bliver til en “Bornholms stemme 2” …

Men kan situationen i det hele taget kaste nogle nye kulturprodukter af sig?

– Jeg har som børnefilmskonsulent lavet et comedy call, fordi jeg efterlyser nye samfundsrelevante komedier, og der er deadline i næste måned. Og jeg forventer faktisk, at nogle af de projekter, der ligger, handler om det, der sker lige nu. Altså, når ens familiesituation pludselig er vendt hovedet, er det en tragedie, men der ligger også komiske situationer i det. Når man for eksempel opdager, man overhovedet ikke kender hinanden.

Det, der sker nu, kan være skræmmende for voksne, men vel ikke mindre for børn og unge, hvordan håndterer man det?

– Som nu! Ved at vise, at man kan gøre noget ved det i fællesskab, hvis man er sej. Det gælder om at være sej, der er ikke noget, der kommer gratis her i livet, heller ikke at være sund og frisk, siger Lotte Svendsen.

– Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der lå noget derude, der var farligt, og det må man desværre bare sige er blevet megameget bekræftet lige nu.

– Jeg tror ikke, der er nogen unge mennesker i Danmark, der bliver dårligere mennesker af at kede sig lidt i en periode.

Her er paradisisk

Tror du, krisen får langtidskonsekvenser for Bornholm i forhold til, hvordan vi agerer – skal vi for eksempel hele tiden fokusere på mere turisme eller måske gå en anden vej?

– Jeg kan kun snakke ud fra mig selv. Jeg er blevet meget bevidst om de lokale kvaliteter, og for eksempel har jeg helt instinktivt fået lyst til at lave en køkkenhave i år, siger Lotte Svendsen.

– Jeg vil gerne passe på min eng, og jeg er pisseglad for, at min nabo ikke har solgt sin jord til en landmand, som sprøjter hele Rutsker i stykker, så vores biller og fugle holder sig væk igen. Jeg synes, situationen skærper min lokale ansvarsfølelse for at holde Bornholm i balance og ren.

Du har engang sagt, at du i stigende grad overvejede, om du skulle sige farvel til København og flytte til Bornholm – skubber denne her situation i den retning?

– Ja, det bliver kun værre hver dag.

Trangen?

– Ja. Her er paradisisk. Og det er simpelthen så paradoksalt at gå rundt på Bornholm i det her vindstille vejr med sol og klare stjernenætter. Den her marts er så smuk, som jeg ikke mindes, en marts har været før. Kold og klar – og så det her helvede af frygt derude et sted. Det er meget modsætningsfyldt, siger Lotte Svendsen.