Anderlecht fyrer assistenttræner grundet corona-nedskæring

Udbruddet af coronavirus koster nu Pär Zetterberg jobbet som assistenttræner i Anderlecht.

Den belgiske fodboldklub har fyret svenskeren for at spare penge, efter at al fodbold i det meste af verden er sat på pause og dermed har sat en stopper for klubbernes mulighed for at få penge i kassen i forbindelse med kampe.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

– Professionel fodbold står, som så mange andre økonomiske foretagender, over for store udfordringer på grund af Covid-19, siger klubben til lokale medier.

– Det har en stor indflydelse på klubbens økonomi. Derfor gør vi dette for på kort sigt at beskytte klubben, så den på lang sigt kan klare de økonomiske konsekvenser af, at ligaen er sat på pause.

Pär Zetterberg er tidligere spiller i Anderlecht, som han optrådte for næsten 300 gange.

Anderlecht ligger på ottendepladsen i belgiske liga.

/ritzau/