Gymnasium i København lukker efter to coronatilfælde

Rysensteen Gymnasium i København har bedt eleverne om ikke at møde op mandag morgen.

Det skyldes, at to elever er blevet smittet med coronavirus uden forbindelse med hinanden.

Lukningen er sket efter dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Personer, som har været tæt på de to smittede, er allerede blevet sat i frivillig karantæne i hjemmet.

– Alle, der har befundet sig på Rysensteen Gymnasium inden for de seneste uger, bør være opmærksomme på symptomer på coronavirus, siger Anne-Marie Vangsted, direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

– Såfremt man oplever feber, hoste eller åndenød, skal man kontakte egen læge eller vagtlægen telefonisk og oplyse, at man har været på Rysensteen Gymnasium, siger hun i pressemeddelelsen.

Desuden opfordres eleverne til at undgå at samles i større grupper ved gymnasiet. Der er knap 1000 elever på skolen.

I starten af denne uge blev en elev konstateret smittet med coronavirus. Det samme er en anden elev blevet i weekenden. Det skriver Politiken.

Efter det første tilfælde blev en række elever og lærere sendt i karantæne. Men det nye tilfælde har altså nu ført til, at skolen er helt lukket mandag. Det fremgår ikke, hvornår skolen igen bliver åbnet for eleverne.

Rektor Gitte Transbøl opfordrer i en besked eleverne til at undgå at færdes unødigt med hinanden og være for tæt sammen.

Samlet set er 35 personer konstateret smittet med coronavirus i Danmark. I weekenden har der været registreret 14 nye tilfælde.

Samtidig er 628 personer i karantæne. Personer i hjemmekarantæne bliver som udgangspunkt betragtet som raske, indtil det modsatte er bevist.

/ritzau/