SAS flyver igen til Gran Canaria efter sandstorm

Efter at en sandstorm i weekenden lukkede flytrafikken til og fra De Kanariske Øer, er der nu udsigt til, at der igen kommer fly i luften.

Mandag eftermiddag sender flyselskabet SAS et fly til Gran Canaria, som sidst på eftermiddagen eller først på aftenen skal flyve til Oslo med 262 passagerer.

Det oplyser pressechef John Eckhoff, SAS i Skandinavien.

– Vejret er blevet bedre, og prognosen ser også god ud. Vi har indledt en teknisk gennemgang af flyene og håber, at flere af dem bliver klar til afgang i løbet af dagen, skriver han i en e-mail.

Også selskabet Norwegian arbejder på at få fly, der lige nu står parkeret i lufthavnen i Las Palmas på Gran Canaria, på vingerne.

– Sikkerheden har førsteprioritet. Derfor vil vi foretage et sikkerhedstjek af de otte fly, der står parkeret i lufthavnen i Las Palmas for at tjekke, at de ikke har taget skade af sandstormen.

– Vores mål er, at flyene skal være færdiginspicerede i løbet af dagen, oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.

Målet er, at de første fly kan afgå fra Las Palmas sent mandag eftermiddag, skriver selskabet.

– Vi arbejder på at indsætte ekstra fly for at hente vores passagerer hjem, tilføjer selskabet.

Selskabet Aena, der driver lufthavnene på de spanske øer i Atlanterhavet, oplyste natten til mandag, at alle lufthavne er genåbnet. Dog er lufthavnen på den spanske ferieø Tenerife fortsat lukket.

Flere SAS- og Norwegian-fly til og fra Gran Canaria blev hen over weekenden aflyst.

Ifølge Aena blev i alt 822 flyafgange aflyst.

Sandstormen var kraftig, og billeder viste, hvordan himlen blev farvet orange, og sigtbarheden var markant forværret.

Stormen blev forårsaget af en kombination af vind og sandstøv fra Sahara. Det er et vejrfænomen, der også kaldes calima.

Det opstår ved, at et højtryk over Nordafrika støder på en koldfront nord for De Kanariske Øer.

/ritzau/