Braithwaite deltager i Messi-show mod Eibar

Fodboldspilleren Martin Braithwaite fik to dage efter sit skifte til FC Barcelona en fremragende debut for den spanske storklub.

Det skete i lørdagens hjemmesejr på 5-0 over Eibar fra bunden af den spanske liga i en kamp, hvor Lionel Messi var i hopla.

Den 28-årige dansker startede på bænken, men kom på banen efter små 72 minutters spil på et velbesøgt, men ikke fyldt Camp Nou.

På det tidspunkt havde Messi allerede scoret tre gange, så kampen var for længst afgjort.

Braithwaite ville dog lege med, og i slutminutterne var han kraftigt involveret i hjemmeholdets to sidste scoringer.

Med tre minutter tilbage tog han bolden ned med brystkassen, trak mod baglinjen og lagde bolden på tværs.

Eibars målmand fik hånden på indlægget, men kunne ikke forhindre Messi i at gøre det til 4-0 på danskerens forarbejde, og efterfølgende fejrede de to målet sammen.

Men det var slet ikke forbi. Kort efter bragte Braithwaite sig på skudhold, afslutningen blev reddet af Eibar-målmanden, men Arthur kunne følge op og gøre det til 5-0.

Braithwaite afløste en svagt spillende Antoine Griezmann, og danskeren lagde for med et skævt indlæg fra venstrekanten i sin første aktion. Det røg langt over mål.

Ellers indtog den danske landsholdsspiller positionen centralt i Barcelona-angrebet med Messi og Arturo Vidal på kanterne.

Han virkede opsat og var energisk på et Barcelona-hold, der helt naturligt var gået lidt ned i gear. Det fik Braithwaite lavet om på.

Værterne kom foran med 1-0 efter et lille kvarter på en genialitet fra Messi, der på kanten af Eibar-feltet først tog bolden mellem benene på en modspiller, inden han vippede den i mål.

Op til pausen slog Messi til yderligere to gange, først trak han igennem i venstre side og placerede bolden fladt forbi Eibar-keeperen til 2-0.

Få minutter senere erobrede Barcelona bolden langt fremme på banen. Uselvisk serverede Messi bolden foran Antoine Griezmann, der tog en skidt berøring og blev tacklet. Bolden landede for fødderne af Messi, og så gjorde han det til 3-0.

Braithwaite kom som den første Barcelona-spiller ud af tunnelen efter pausen. Men det var iført en orange træningsvest. Han tog dog nogle løb, der kunne pege mod et indskift i anden halvleg.

Danskeren fortsatte opvarmningen ved sidelinjen sammen med Samuel Umtiti og Frenkie de Jong, og sidstnævnte afløste Sergio Busquets efter en times spil.

Lidt senere var det Umtitis tur, og han gik ind i forsvaret i stedet for Gerard Pique.

Og efter 69 minutter blev der givet signal til Braithwaite om at komme op til bænken. Nu var tiden kommet. Han smed sine orange vest plus en gul træningstrøje og stillede sig klar.

Efter 71 minutter og 50 sekunder løb Braithwaite på banen som den kun femte danske Barcelona-spiller i historien.

På tirsdag møder Barcelona på udebane Napoli i Champions League, inden holdet gæster Real Madrid i næste weekend i den spanske liga.

/ritzau/