Radikale: Høje CO2-afgifter vil kunne sikre grøn omstilling

For at nå det politiske klimamål inden 2030 foreslår flere økonomer høje CO2-afgifter.

Det forslag møder opbakning fra De Radikale, som mener, at løsningen vil være den billigste og hurtigste måde at sikre den grønne omstilling.

– Jeg synes, at det er et stærkt og troværdigt udspil fra den her række af topøkonomer, som kalder på et politisk svar, siger De Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

– For der er jo behov for at afklare, om det er den her vej, vi vil gå.

– Det mener jeg, at vi skal, fordi det er den billigste og den hurtigste måde at sikre den grønne omstilling på, siger han.

Forslaget om høje CO2-afgifter er lavet af initiativet Small Great Nation i et samarbejde mellem tænketanken Kraka og konsulentfirmaet Deloitte.

Økonomerne bag forslaget foreslår en gradvis syvdobling af afgifter på CO2-udledning.

Det vil ifølge dem gøre det muligt at nå det politiske mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent inden 2030.

/ritzau/