56 millioner i Kina rammes af transportforbud grundet virus

Lokale myndigheder i 18 byer i Kina forsøger med en række forbud at inddæmme smitten af corona-virusset, der indtil videre har kostet over 40 menneskeliv.

Det oplyser lokale myndigheder.

En række byer i Hubei-provinsen, hvor smitten menes at have sit epicenter, har således indført forskellige slags transportforbud. Lørdag har endnu fem byer indført strammere regler.

56 millioner indbyggere er påvirket af restriktionerne, der blandt andet betyder, at offentlig transport er stoppet med at køre visse steder, ligesom der ikke længere er adgang til motorvejene i nogle byer.

Desuden indfører Kina landsdækkende tiltag for at identificere eventuelt smittede ved toge, fly og i busser. Det gør landet ved at opsætte midlertidige inspektionsstationer.

Personer, der mistænkes for at have den potentielt dødelige lungebetændelse, skal straks transporteres til et behandlingssted, har sundhedsmyndigheder sagt i en udtalelse.

/ritzau/AFP