Mads Sonne mistede et stykke af sin fortand i kampen, som Viking Rønne tabte med 29-39. Foto: Berit Hvassum

Viking blev skudt i sænk på hjemmebane

Der var vigtige point på spil for Viking Rønne, da de søndag eftermiddag tog imod nordsjællandske HUK Håndbold, som før kampen fulgte lige efter rønneboerne i tabellen.

Det gør de ikke længere. Efter et jævnbyrdigt første kvarter, trak de veloplagte gæster fra, og de så sig ikke tilbage i kampen, som endte med et nederlag på hele 29-39 til Viking Rønne.

Viking-træner Michael Mortensen havde på forhånd advaret sine spillere mod gæsternes hurtige kontraspil, men det var netop disse, som skød hjemmeholdet i sænk.

Det ærgrede Michael Mortensen:

– De spiller utrolig hurtig, og vi fik ikke lukket ned for deres kontraangreb. Jeg er dybt skuffet over, at de får lov at score 39 mål. Det må simpelthen ikke ske. Men jeg vil også sige, at jeg tror, at de spiller en total fejlfri kamp. Så stor cadeau til dem, sagde Michael Mortensen efter kampen.

Med nederlaget ligger Viking Rønne på tiendepladsen med 12 point i Kvalifikationsrækken.