Efterlysning: Bornholm har stor mangel på fodbolddommere

Dommersituation i bornholmsk fodbold har længe været tilspidset. Sidste år var der 32 aktive dommere, og kun fordi nogle af dem dømte helt op til 75 kampe, lykkedes det med få undtagelser at skaffe dommere til alle kampe i DBU Bornholms turneringer.

– Men lige nu ser det ud til, at vi kun kan stille med 25 dommere i den kommende forårsturnering. Nogle er rejst fra øen, andre er skadede, og om få år vil vi stå i den situation, at der måske slet ikke er nogen dommere tilbage, advarede næstformanden i Bornholms Fodbolddommer-Klub, Mogens Christiansen, på onsdagens DBU-årsmøde i Nyker.

– Af de 25 dommere er de otte i 50’erne, otte i 60’er og en enkelt endda i 70’erne. Kun otte dommere er mellem 19 og 47 år, så hvis klubberne ikke skaffer en flok nye dommeremner til det kursus, vi SKAL have på benene i 2020, så går det helt galt.

– Der var engang, hvor klubberne fik en bøde, hvis de ikke stillede med lige så mange dommere, som de havde seniorhold. Siden den regel blev afskaffet, er det kun gået tilbage, sagde Mogens Christiansen i en slet skjult sidebemærkning til den lyttende DBU Bornholm-bestyrelse.

Det sidste dommerkursus blev holdt for tre år siden, og af de otte kursister, der bestod dengang, er de fire stadig aktive. Nogle af dem endda meget aktive, så det kan godt lade sig gøre at fastholde nogle af de yngre dommere. I den forbindelse fremhævede Mogens Christiansen især Louise Mikkelsen, der i den kommende sæson skal dømme kampe i den danske 1. division for kvinder.

Formand Lars Albæk omtalte også den kritiske dommersituation i sin årsberetning.

– Bare én dommer mere fra hver klub ville gøre underværker, påpegede han.