Foto: Berit Hvassum

Dramatisk drejning: Igen stor tvivl om overbygning på Hasle-skole

Sagen om etableringen af en overbygning med 7.-9. klasse på Svartingedal Skole i Hasle har taget en dramatisk drejning. Da sagen tirsdag var i økonomi-, erhvervs- og planudvalget kunne Linda Kofoed Persson (DF) ikke gå ind for Socialdemokraternes medlemsforslag om overbygningen.

Det var kun de to socialdemokratiske medlemmer af udvalget (Winni Grosbøll og Thomas Thors), der anbefalede, at forslaget sendes i høring med henblik på at etablere overbygningen fra august 2020. SF, Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og Bornholmerlisten stemte alle imod.

Dermed er flertallet for overbygningen smuldret, i hvert fald for en tid, og det er nu helt uvist hvad der vil ske, når kommunalbestyrelsen behandler sagen om en uge.

Linda Kofoed Persson erklærer dog, at hun og Dansk Folkeparti fortsat går ind for overbygningen, men bebuder, at hun er på vej med et ændringsforslag til kommunalbestyrelsens møde på torsdag.

Hvorfor kunne du ikke gå ind for forslaget?

– Jeg er ikke enig i socialdemokraternes forslag. Der er nogle ting i deres forslag, som jeg ikke synes er relevant for sagen. Jeg sidder og skriver på et ændringsforslag til kommunalbestyrelsens dagsorden, som kommer fredag, og så må vi se, om socialdemokraterne kan være enige i det. Jeg håber og tror stadig på, at Svartingedal får sin overbygning 1. august 2020. Det er også det mit ændringsforslag går på, siger Linda Kofoed Persson.

To forskellige forslag kommer op

Hvad er det, det gør, at du ikke kan gå ind for socialdemokraternes forslag?

– Deres forslag er i min verden to forskellige forslag. Jeg synes, at man skal skille tingene ad. Jeg vil i ændringsforslaget udskrive noget af deres forslag. Så må vi se, om de kan være enige i det eller ej, siger Linda Kofoed Persson og forklarer, at DF ikke ønsker beslutningen om en overbygning på Svartingedal koblet sammen med, at Socialdemokratiet på budget 2021 ønsker etableret en pulje til skoler, der kommer i klemme på grund af udsving i elevtal.

– Tanken om en pulje i lighed med på daginstitutionsområdet er god. Men der står ikke beskrevet, hvordan den skal finansieres, og hvem der skal kunne søge den. Når man stiller det op i en sag om Svartingedal, kommer det til at lyde som, at det kun er en pulje for Svartingedal. Det er jeg ikke enig i, for vi har andre skoler, som står i præcis samme situation med små klasser, og de skal også kunne få del i den pulje. Vi kan ikke særbehandle en skole. Derfor skal den pulje behandles for sig selv. Alternativt vil jeg gerne være med til at kigge på tildelingsmodellen til skolerne. Så den del vil jeg bare have skrevet ud. Kan Socialdemokraterne gå med til det, går forslaget igennem, siger Linda Kofoed Persson.

– Det skal være en god løsning til gavn for Svartingedal Skole, men som samtidig ikke er til skade for andre folkeskoler. Vi skal have hele folkeskoler og stille dem lige og ikke skabe unødig splid, og det ser jeg lidt i Socialdemokraternes forslag, siger hun.

Linda: Det var tarveligt af S

– Jeg er selvfølgelig også skuffet over, at Socialdemokraterne stiller et medlemsforslag, når jeg havde en opfattelse af, at vi skulle foreslå noget sammen, fordi det er mig, der har arbejdet længst på at få en overbygning til Hasle. Jeg synes, det er en tarvelig måde at gøre det på. Når jeg så ovenikøbet ikke er helt enig i Socialdemokraternes formuleringer, er det min måde at markere det på, siger Linda Kofoed Persson.

– Jeg føler mig ærlig talt trådt lidt over tæerne. Men det skal ikke gå ud over børnene, for jeg synes, at sagen er lidt for vigtig til det her, og jeg håber, at flere vil kunne bakke op op ændringsforslaget, for jeg vil gerne have en bred politisk beslutning om det her, slutter Linda Kofoed Persson.