Foto: Esben Ørberg

Bornholmsk måge går viralt på Facebook

“En hilsen fra Mågens, der er trofast kunde i vores butik i Rønne. I tre et halvt år har han spadseret (mågske nogle gange i slowmågetion) rundt ved butikken.”

Måske bare en helt banal Facebook-post fra Lidl i Rønne? Sådan er det bare ikke gået.

I skrivende stund har Esben Ørbergs foto af den bornholmske måge fået over 5.500 Likes og flere end 1.100 kommentarer. 204 delinger har båret mågen landet rundt.

– Vi bragte den først i vores interne kommunikation. Vores dygtige medarbejder i SoMe (sociale medier, red.) syntes også, det var sjovt, så hun gav sit take på den. Og nu er der så kommet lidt vinger under den historie, siger Lidl Danmarks kommunikationschef Morten Vestberg til Ekstra Bladet, der også har taget sagen op.

Både Lidl og Ekstra Bladet begår dog den fejl at døbe mågen Mogens. Som læsere af Bornholms Tidende vil vide, er der kun én Mogens Måge. Og han er ikke rønnebo, men holder derimod til hos naturvejleder Jens Kofoed i Melsted.