Tennissportens dag - nu med pickleball

Tennissportens dag - nu med pickleball
Formand Hanne Espersen er klar med gode råd på lørdag, hvor man også kan få lidt til ganen i form af pandekager til børnene og grillpølser til de voksne. Arkivfoto: Jesper Gynther
NOTITS | 18. APR 2024 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NOTITS
18. APR 2024 • 05:30

Lørdag den 27. april 2024 er der Tennis Sportens Dag i Rønne Tennis og Padel Klub klokken 11-13. Det er en slags åbent hus, hvor alle kan besøge klubben og prøve at spille tennis og klubbens øvrige aktiviteter.

– Vi glæder os til at tage imod en masse gæster og vise dem rundt i vores klub, fortæller formand Hanne Espersen.

I år er der mulighed for at prøve kræfter med en helt ny ketchersport.

– Vores dygtige instruktører vil være klar på tennis- og padelbanerne til at hjælpe de besøgende i gang med at spille tennis og padel. Men indenfor i DGI-Hallen vil vi som noget nyt præsentere pickleball, så det vil være en god idé at have et par indendørssko med, fortæller formanden.

Pickleball spilles typisk indenfor på en badmintonbane, hvor nettet er sat ned i gulvhøjde. Det er et tilgængeligt spil med simple regler og stor dynamik og udviklingspotentiale. Man spiller med nogle særlige letvægtbat og en plastic bold med huller i, som mest af alt minder om den bold, man bruger til hockey. Hvis der et fast og jævnt underland, kan pickleball også spille udenfor.

Den 27. april 2024 er også dagen, hvor Rønne Tennis og Padel Klub hejser flaget og skyder sæsonen i gang, når der er standerhejsning klokken 10.

– Sådan har traditionen været i mange år, og sådan skal det fortsat være. Det handler ikke kun om at spille tennis og padel i vores klub. Vi prioriterer også, at der skal være et fællesskab, siger Hanne Espersen.

I forbindelse med Tennis Sportens Dag vil der være halv pris på tenniskontingentet for helt nye medlemmer, hvis man melder sig ind og betaler på selve dagen. Sidste år fik klubben 17 medlemmer på tennissportens dag.

– Det er jo en rekord, som vi gerne vil slå i år, fortæller Hanne Espersen.