Under en håndfuld bornholmere har isoleret sig i ferieboliger

Under en håndfuld bornholmere har isoleret sig i ferieboliger
På Bornholm er isolationspladserne, som kommunen råder over i Storløkke Feriepark i Allinge, ikke blevet anvendt meget. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 16. JAN 2021 • 10:02
Af:
jakob-noermark
| ABONNENT
16. JAN 2021 • 10:02
SUNDHED

Fredag eftermiddag var sundhedschef Karina Nørby ikke blevet oplyst om, hvad kommunernes nye beføjelser reelt set kommer til at betyde.

– Jeg har lige siddet i møde med sundhedschefer fra de 29 andre kommuner i regioner, og ingen vidste, hvad det præcist indebar.

Kommunernes Landsforening meddelte torsdag, at kommunerne med aftalen vil få viden om identiteten på smittede.

”Som noget nyt kan kommunerne få adgang til oplysninger om, hvem der er smittet i kommunen, så kommunen blandt andet får bedre mulighed for at støtte op om, at de smittede kan isolere sig, som de skal. Kommunernes konkrete bidrag vil afhænge af lokale forhold, men kan blandt bestå af opfølgende opkald til smittede og evt. nære kontakter,” skrev KL i en pressemeddelelse.

På Bornholm er isolationspladserne, som kommunen råder over i Storløkke Feriepark i Allinge, ikke blevet anvendt meget, fortæller Karina Nørby.

– De er blevet brugt under en håndfuld gange, siger sundhedschefen.

Smittede skal i deres hjem kunne ophold sig alene i et rum, have mulighed for at få leveret mad og have adgang til toilet og bad. Toilettet skal ikke nødvendigvis være helt privat, men det er vigtigt, at man er i stand til at spritte det grundigt efter brug, hvis smittede og raske deles om det.

– Hvis man for eksempel deler værelse med andre, kan man ikke isolere sig. Det har der været nogle få, som ikke har kunnet, siger Karina Nørby.

Med de nye regler går hun desuden ud fra, at kommunerne forventes at bidrage mere aktivt til at opspore smittede.

– I forvejen har vi haft et samarbejde om smitteopsporing med Styrelsen for Patientsikkerhed. Når de har haft en større opgave, har de kontaktet mig, siger Karina Nørby og nævner smitteudbruddet på PL Beton som et eksempel.

– Så jeg tænker ikke, at det bliver en ny stor opgave for os, men snarere at det, vi allerede har gjort, bliver formaliseret, vurderer hun.