Kan en af dem samle eller er alt ved det gamle?

POLITISK ANALYSE

Det er de færreste 67-årige forundt at få lov at stå som en mulig fornyer. Men selv over pensionsalderen er det faktisk, hvad socialdemokraten Claus Larsen-Jensen har prøvet i den seneste uges tid.

Ved at udfordre den tilbagevendte borgmester Thomas Thors om rollen som Socialdemokratiets bud på den næste borgmester har Larsen-Jensen føjet en grad af spænding til, hvad der de første to måneder efter Winni Grosbølls november-annoncering af sin snarlige afgang lignede en kåring af Thors.

Meget mere end en time gik der ikke fra Winni Grosbølls farvel, til Thomas Thors havde oplyst, at han ”stillede sig til rådighed” som en mulig afløser. Og ikke bare for dette år, men også for de kommende fire.

Thors hilste mulige modkandidater velkommen, men billedet af sværvægtsbokser Mike Tyson i velmagtsdagene meldte sig uvilkårligt for det indre blik. Tyson foran en western-saloon, hærdebred som en bedre bryggerhest og med replikken ”Vil I ind her, er det mig, I skal forbi”.

Regionskommunens første borgmester, en absolut hovedarkitekt bag Bornholm som én kommune. Tidligere borgmester også i Rønne med i alt otte års erfaring i det øverste embede. Valgt første gang i 1986. Alle i Socialdemokratiet dukkede nakken, ingen ville ind i saloonen. Før altså Claus Larsen-Jensen gerne ville.

Dermed får Bornholm nu i hvert fald muligheden for at tage en anden politisk veteran i nærmere øjesyn, ikke bare her i valgåret, men også i de kommende fire. Claus Larsen-Jensen må formodes at blive valgt til kommunalbestyrelsen, selv hvis det ikke bliver som spidskandidat for Socialdemokratiet.

Hans CV står ikke tilbage for Thors’, det er bare også et ganske andet end Thors’. Cirka 11 år i Folketinget (et ”cirka” er nødvendigt, fordi både Larsen-Jensens entré i tinget i halvfemserne og hans seneste optræden som Lea Wermelins vikar fandt sted som netop vikar). Et halvt år i Europa-Parlamentet, igen som vikar. Medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse gennem 14 år, stort set ubrudt. Og desuden et hav af roller, tillidshverv og ansættelser i den vidtforgrenede socialdemokratiske koncern.

Rollen som international sekretær i det daværende SiD gennem 16 år frem til 1998 gør sig fortjent til en særskilt salut, fordi den tegner billedet af en alt andet end arbejdssky mand. Ifølge sin side på net-leksikonnet Wikipedia havde Claus Larsen-Jensen her ”ansvar for EU, internationalt fagligt samarbejde, transnationale selskaber, europæiske samarbejdsudvalg, faglige udviklingsprojekter i Mellem- og Sydamerika, Det sydlige Afrika, Asien og i Mellemøsten, uddannelse af faglige tillidsfolk fra Øst- og Centraleuropa fra 1990, internationale miljøforhold, indvandrer- og flygtningeforhold samt oplysningsvirksomhed”.

Er De der endnu…? Der har ikke været alt for megen tid til at hygge med kernevælgerne i Valby Idrætspark, når arbejderklubben Frem spillede fodbold i de år.

Alligevel står Larsen-Jensen også lidt som Mister Lige-ved-og-næsten. Trods en virkelig mangeårig, meget bred forankring i Socialdemokratiet skulle det tage ham 10 år som kandidat at finde vej til Folketinget, hvor flere kortere perioder først var på vikariater. Tiden i Bruxelles var også et vikariat. Et forsøg på at blive overborgmester i København tog Ritt Bjerregaard på sig at køre i hegnet, og på Bornholm (bosat siden 2007) gjorde Lea Wermelin senere det samme om folketingskandidaturet. Forinden havde en anden dengang lige så ukendt, der i dag er minister, gjort det samme i Næstved: Regeringens corona-zar Magnus Heunicke.

Det kan sagtens blive lige-ved-og-næsten igen. Er der en favorit i duellen mellem Thors og Larsen-Jensen, er det Thors. Ikke så meget fordi han nu er siddende borgmester, men nok så meget, fordi Thomas Thors er forankret i Rønne. Tilmed forenet med Hasle er den socialdemokratiske partiforening i Rønne den betydeligt største blandt de fire på Bornholm.

Thors er storfavorit, hvis han har styr på medlemmerne i Rønne. Spændingen består i, at man ikke føler sig overhovedet sikker på, om det virkelig forholder sig sådan. Og i at Claus Larsen-Jensens modkandidatur blev taget vældig vel imod på de sociale medier – og ikke kun på Larsen-Jensens egen Facebook-profil, men også i kommentarer til medieartikler.

Endelig kan man ikke se bort fra, at Thomas Thors’ entré som borgmester blev fortumlet. Under en time efter han var genindsat, blev hans første embedshandling at tage skridt til at fyre kommunens koncerndirektør Claus Steensgaard Jensen. Direktøren kvitterede for sin del ved at give økonomiudvalget indsigt i nye aspekter af Snorrebakken-sagen, der dels implicerede Thors mere end hidtil, dels demonstrerede, at Steensgaard selv havde sagt fra. Herfra krævede det ingen doktorgrad at regne ud, hvem offentlighedens sympati ville rette sig mod.

”Du får kun én chance for at gøre et første indtryk”, hedder det sig gerne. Det står også til troende, at et mindre heldigt indtryk bliver endnu mere uheldigt, hvis det spiller ind i et billede, der allerede er skabt af en person. De bornholmere, der måtte opfatte Thomas Thors som en kølig taktiker (et billede hans venner dog benægter), fik her det bekræftet på dag ét.

Thors har i de følgende dage taget skridt til at fremstå mere åben, rund og jovial. Forskellen har særligt været mærkbar efter det stod klart, at han nu får konkurrence om sit kandidatur. Vent mere af den slags i hvert fald i tiden frem til marts, hvor det sandsynligvis vil lykkes Socialdemokratiet at få afgjort borgmesterduellen, med eller uden corona.

Når den lille sag er på plads, vil Socialdemokratiet vende sig mod endnu et valg, der meget vel kan blive endnu mere afgørende. Hvad enten kandidaten bliver Larsen-Jensen eller Thors, har S vel mellem 70 og 80 procent chance for fortsat at have borgmesterposten efter valget. Betydeligt mere kritisk for partiet er det at få valgt flest mulige, dygtigst mulige, og man var lige ved også at sige yngst mulige nye kræfter ind. Som man så kan hjælpe og træne og i øvrigt iagttage i det politiske arbejde, før en af dem i den for Socialdemokratiet bedste verden er klar til at blive borgmesterkandidat om lige knapt fem år.

De første emner er klar. Man kan diskutere, om de ligefrem har borgmesterpotentiale, men de fra Alternativet tilkomne Maria Hach og Rebecca Douglas Elleby har en del, der flugter med profilen. Partiets lokale næstformand Kasper Flygare er et tredje og mindst lige så oplagt bud, men det står endnu ikke klart, om den ret nytilflyttede mountainbike-fan og ejer af Pension Lindesdal i Sandvig vil stille op til valget eller ej. Endelig kan man ikke helt udelukke, at medlem af kommunalbestyrelsen Maria Fromseier Kjærgaard vil geare op i sin tredje valgperiode – med det sigte at blive borgmester i den fjerde.

Flere andre kan naturligvis også komme til, men hvor mange de end bliver, skal de alle en tur omkring Socialdemokratiets opstillingsmøde. Her bliver det rigtig interessante, om medlemmerne vil vægte at forynge og forny partiets liste – eller om de siddende, mere garvede, men også ældre kræfter vil lykkes med at beholde de numre på listen, der kun har ét ciffer. Opstillingsmødet vil også fortælle, om medlemmerne betragter Maria Hach og Rebecca Douglas Elleby som ”rigtige” socialdemokrater efter relativt kort tids medlemskab.

Selv hvis det skulle lykkes de for tiden siddende socialdemokrater at holde fast i deres pladser i toppen af listen, er det dog ingen sikker sag, at de bliver genvalgt. Dels betyder Winni Grosbølls farvel, at kravet til personlige stemmer vil gå mærkbart i vejret, dels fornemmer man senest efter Steensgaard-affæren en ikke helt ubetydelig folkelig utilfredshed med socialdemokraterne på pladserne også lige bag Thomas Thors.

Den samme utilfredshed kostede ved sidste valg mandatet for både listens nummer 3 og 4 (Steen Frandsen og Jesper Lindstrøm Larsen), ligesom Tommi Falk som nummer 5 heller ikke blev valgt. Vraget blev også Margrethe Kjellberg, der i perioden umiddelbart op til valget endda havde stået som det mest oplagte bud på Winni Grosbølls afløser. Vent stigende aktivitet og stærk markeringstrang fra socialdemokraterne på anden og tredje revle i kommunalbestyrelsen – og kommer den ikke, så vent at de vil glide ud.

Med det seneste blitzlys på Socialdemokratiet har Venstre Bornholm kunnet nyde en mere stille periode, selvom heller ikke Venstre har spidskandidaten på plads og kæmper med de samme corona-restriktioner som Socialdemokratiet i forsøget på at få det.

Peter Juel-Jensen som spidskandidat synes ikke at have gang på jord mere. Der er vel 10 procent sandsynlighed for, at noget uventet sker i tiden op til eller på Venstres opstillingsmøde. Og nogle-og-90 procent chance for, at gruppeformand Søren Schow igen bliver borgmesterkandidat.

Derfor gælder det også for Venstre, at valget i 2025 ser mere kritisk ud end det i år. Kikser også Schows andet forsøg på at blive borgmester, virker det ikke sandsynligt, at han også vil gøre et tredje – og det vil i så fald øjeblikket sætte Venstre i samme situation som Socialdemokratiet: ”Find nogen til 2025 – og få dem valgt allerede i år”.

Carsten Scheibye vil ikke, i hvert fald ikke i dag. Maike Fiil har efter eget udsagn været med for at lære i sin første periode, og selvom det er ydmygt og også kan være klogt, er der også de i Venstre, der finder, at hun ikke har markeret sig nok. Brian Kofoed har alderen og kunne også godt have ambitionen, men noget helt oplagt bud på den næste borgmester har heller ikke Venstre i dag.

Rigtig interessant er også situationen i SF. Den svarer til situationen med Maria Hach og Rebecca Douglas Elleby i S, det er kun navnet, der er mere markant. Spørgsmålet er dog ét og det samme: Kan Joan Prahl Parente komme helt højt op på listen efter mindre end et halvt år i partiet? Selv vil hun gerne – måske.

Det kan virke så oplagt ved et første øjekast: Hun er kvinde, hun er yngre, hun kan trække Winni Grosbøll-vælgere i måske endda meget stor stil. Men først skal hun forbi det, som folk i andre partier kan omtale som ”Gammelmandsklubben” i SF Bornholm: Formand Lars Jørgensen, den mere kendte Leif Olsen, taktikeren Poul Overlund-Sørensen og desuden et par andre, der også gik mere cowboyvest og kørte en tunet Yamaha i de år, hvor Mig og Charly var et hit i biografen.

Joan Prahl Parente råder over et kæmpemæssigt netværk på Bornholm. Og giver valget et tilstrækkeligt mudret resultat, kan hendes eget resultat være så godt, at det kan gøre hende til borgmester. Mellem 3 og 5 procent chance kan vi give det, det er ikke alverden, men chancen eksisterer. Vil SF gribe den chance, og vil Leif Olsen i så fald selv træde til side efter 35 år som sit partis frontfigur på Bornholm? Det vil foråret også bringe svar på.

Leif Olsens genindtræden i kommunalbestyrelsen har indbragt mest medieomtale, når der igen var kaos i BAT, og med SF i balancegang på selve spærregrænsen var hans mandat ikke sikkert før Joan Prahl Parentes entré i partiet. Det er det givetvis nu – men at jagte et SF-mandat nummer to vil nok kræve Prahl Parente i front. Om den forholdsvis sluttede skare af SF-medlemmer på Bornholm vil forfølge sådan en væddeløbshest er et andet af forårets mest interessante politiske spørgsmål.

Som sådan kan årets valg blive det, hvor ingen af de store partier evnede at stille med en borgmesterkandidat, der på nogen måde kunne samle og begejstre særlig bredt på Bornholm. Et de spildte chancers valg med en af de to i Socialdemokratiet, Søren Schow igen i Venstre og mere Leif Olsen i SF. Og alt ved det gamle og mere af det samme også i andre partier.

På plussiden det her: Selv sådan et valg kan sagtens give Bornholm en ret spændende kommunalbestyrelse. Peter Juel-Jensen, Claus Larsen-Jensen og Joan Prahl Parente vil på hver deres måde give forsamlingen en ny form for tyngde og rent ud sagt mere kompetence. Bliver Maria Hach valgt, er der også en masse faglighed i hende, og der er også både indsigt og drive i socialdemokraten Kasper Flygare, hvis han skulle bestemme sig for at stille op.

Supplér dem op med andre yngre kræfter til primær brug fra 2025 og fremad, og Bornholm vil faktisk kunne få en vældig interessant kommunalbestyrelse ved det valg, der er på vej. Vent dog også, at ikke mange af dem, som de yngre i givet fald skal erstatte, bare vil lade sig netop erstatte uden sværdslag.

Hvad der sker i år vil sandsynligvis sætte spor mange år frem i tiden. Aktørerne står klar med kostumerne på i kulissen. Først et par interne dramaer, så finalen på den store scene foran det samlede Bornholm. Det bliver hektisk, så hæng på.