Opråb fra Kadeau: 'Brug din yndlingsrestaurant, hvis du vil holde den i live'

Opråb fra Kadeau: 'Brug din yndlingsrestaurant, hvis du vil holde den i live'
– Jeg savner, at at man opildner folk til at fortsætte livet og holde gang i hjulene, siger Nicolai Nørregaard. Arkivfoto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 22. SEP 2020 • 11:08
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
22. SEP 2020 • 11:08
ERHVERV

– Jeg forstår selvfølgelig godt, at der skal være en masse forbehold og restriktioner under corona for, at vi alle sammen kan overleve i længden – altså, også forretningsmæssigt.

Det siger Nicolai Nørregaard, køkkenchefen på michelinrestauranten Kadeau i Vester Sømarken, Bornholm.

Han synes dog, at den nye regel om, at restauranter, barer og så videre skal lukke allerede klokken 22 er voldsom.

– Den er ekstremt hård for restaurationsbranchen, som efter sigende ikke nødvendigvis er årsag til al den her smitte, siger han.

– Og da især ikke en type restaurant som vores, vi har jo styr på det. Folk sidder langt fra hinanden og er ikke berusede på en måde, så det skaber problemer.

Det er noget, der kan spænde ben for jeres aktiviteter?

– Ja, dét er det. Vi har selvfølgelig taget vores forbehold og får gæsterne tidligere ind, men det er unaturligt at skulle smutte allerede klokken 22 fra en michelinrestaurant. Når man har siddet og brugt så mange penge, virker det mærkeligt at blive gennet ud så tidligt.

Siger kunderne noget til jer?

– Nej, der er stor forståelse, og vi har jo på forhånd informeret alle. Men vi har da også modtaget afbud på den konto, fordi folk synes, det er mærkeligt at bruge så mange penge, men alligevel skulle gå hjem så tidligt.

Køkkenchefen forklarer, at han selvfølgelig godt forstår alvoren i situationen og accepterer, at der skal nogle tiltag til.

– Og så må vi stå igennem den her periode, som forhåbentlig bliver kort, med klokken 22-restriktioner. Men jeg savner, at at man opildner folk til at fortsætte livet og holde gang i hjulene. Det gør regeringen selvfølgelig med den ene hånd, men med den anden lukker den ned og ved godt, det får konsekvenser. Jeg mangler lidt en opfordring til at vise samfundssind ved at fortsætte med at bruge penge, gå på restaurant og ikke gå i panik. Vi må jo gerne gå ud at spise, der er ingen, der fraråder at gå på restaurant, så havde de lukket dem ned.

Nu kan du selv komme med en opfordring her?

– Ja, og det har jeg også forsøgt med et opslag på Instagram, hvor jeg blandt andet skrev, at man skal støtte sin yndlingsrestaurant nu, før det er for sent. Ellers har vi ikke nogen restauranter på den anden side af corona, fordi der er så mange, der er så hårdt pressede. Vi har jo selv mærket det ret hårdt, siger køkkenchefen med reference til, at koncernen bag Kadeau på Bornholm med én michelinstjerne og den i København med to stjerner i marts blev begæret konkurs, idet det dog lykkedes at reetablere restauranterne.

– Vi skal nok klare den denne gang, siger han.

– Men der er en kæmpe usikkerhed både blandt restauratører og selvfølgelig også i andre brancher.

Voldsomt bedre

– Det er simpelthen svært. Hvad sker der om 14 dage, forlænger de restriktionerne? Kan der komme en generel nedlukning igen, hvis ikke de her tiltag har den ønskede effekt? Og jeg ved godt, at ingen kan give et klart svar på det, men det er hårdt og opslidende.

Hvornår ville I normalt lukke ned om aftenen?

– Klokken 24, uden hård bagkant.

Så I savner de sidste to timer?

– Ja, de er helt ekstremt afgørende. Bare klokken 23 havde været voldsomt meget bedre, siger Nicolai Nørregaard.

Restauranten har kun én såkaldt daglig seating, fordi et måltid mad bestående af mange delikate småretter varer i adskillige timer.

– Vi er nødt til at få gæsterne tidligere ind og får mere travlt, hvilket kan komme til at koste noget mere i lønninger, fordi vi skal være flere til at servicere dem, når de frem for at ankomme klokken 18-20, nu alle skal komme mellem 17 og 18, hvilket giver mere travlhed, siger han.

 
 

Opråb

Nicolai Nørregaard på Instagram:

"Jeg savner, at statsministeren opfordrer danskerne til at udvise samfundssind ved ikke at afbestille deres bordbestillinger på de danske restauranter på trods af det vanskelige påbud om at lukke klokken 22. Så hermed en opfordring til os alle: Afbestil ikke jeres borde. Og hvis ikke du allerede har et bord et sted, så sørg for at få det. Støt dine yndlingsrestauranter NU! Før det er for sent!".