Taiwan melder om 12 kinesiske skibe ved taiwansk ø

9. MAJ 2024 • 16:55UDLAND

Torsdag er 12 kinesiske skibe blevet opdaget uden for den taiwanske ø Kinmen, hvor spændingerne er taget til.

Taiwan har spottet 12 kinesiske skibe ved den taiwanske ø Kinmen.

Det oplyser Taiwans kystvagt torsdag ifølge AFP.

Kina hævder, at Taiwan er en del af kinesisk territorium. Landet vil ikke udelukke at bruge magt til at bringe Taiwan under kinesisk styre.

Kinmen ligger fem kilometer uden for den kinesiske by Xiamen. De seneste måneder er spændingerne taget til omkring øen, hvor skibe fra den kinesiske kystvagt er blevet spottet.

Ifølge den taiwanske kystvagt sejlede en flåde bestående af syv skibe fra Kinas maritime afdeling og fiskeriafdeling ind i taiwansk farvand omkring klokken 15 lokal tid.

Cirka samme tid ankom fire kinesiske kystvagtsskibe, mens et andet kinesisk skib blev opdaget nær Kinmen, men uden for taiwansk territorium.

Skibene forlod området omkring Kinmen cirka 90 minutter senere, lyder det fra den taiwanske kystvagt.

Den påpeger, at det er fjerde gang i maj, at skibe fra den kinesiske kystvagt er blevet spottet i taiwansk farvand ved Kinmen.

Desuden er det første gang, at den taiwanske kystvagt har set skibe fra den kinesiske kystvagt og andre officielle skibe fra Kina sejle samme sted på samme tidspunkt.

- Dette har alvorligt undermineret freden, stabiliteten og navigationssikkerheden på tværs af strædet, såret personers følelser på begge sider af strædet og er uhensigtsmæssigt for fredelige udvekslinger, siger Taiwans kystvagt.

Ifølge AFP har Kina intensiveret patruljeringen omkring Kinmen efter en række dødelige hændelser, der fandt sted tidligere på året.

I februar omkom to personer, efter at en kinesisk speedbåd med fire personer ombord kæntrede nær Kinmen. Båden var blevet forfulgt at Taiwans kystvagt.

En anden kinesisk båd kæntrede ved Kinmen i marts. Også i dette tilfælde mistede to personer livet.

20. maj vil Taiwan indsætte Lai Ching-te som ny præsident. Ligesom den afgående præsident, Tsai Ing-wen, afviser han Kinas krav på Taiwan.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU