Overvældende flertal stemmer for at beholde Husets formand

9. MAJ 2024 • 01:47UDLAND

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus i USA har nedstemt et forsøg på at afsætte den republikanske formand.

Medlemmerne af Repræsentanternes Hus i USA har onsdag lokal tid nedstemt et forsøg på at afsætte den republikanske formand, Mike Johnson, fra posten.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forslaget var fremsat af partifællen Marjorie Taylor Greene, og repræsenterer en sjælden trods mod ekspræsent Donald Trump.

Den republikanske ekspræsident har tidligere udtrykt, at han støtter Johnson og har kaldt forsøget på at afsætte ham for "uheldigt".

Onsdag lød det fra Trump i et opslag på sociale medier, at det "ikke er tiden" til, at republikanerne forsøger at afsætte deres egen formand i Repræsentanternes Hus.

Trumps kommentar falder, mens han fører valgkamp for at genvinde præsidentposten ved valget til november.

Greene kritiserede i forbindelse med afstemningen sammen med partikollegaen Thomas Massie, at Johnson har indgået politiske kompromiser med Det Demokratiske Parti, der har flertal i Senatet.

Flere tværpolitiske aftaler - blandt andet en hjælpepakke til Ukraine - er på det seneste blevet indgået i kongreskammeret.

De to partier er også tidligere i år blevet enige om en budgetaftale, der forhindrede nedlukning af den offentlige sektor.

359 stemte for, at Johnson kunne blive siddende som formand for Huset, mens 43 stemte for Greenes forslag.

- Jeg sætter pris på den tillid, som mine kolleger har udvist mig i forsøget på at nedstemme dette tåbelige forsøg, sagde Johnson ovenpå afstemningen.

Også i oktober var der kaos omkring posten, da den tidligere formand, Kevin McCarthy, blev afsat.

McCarthy nåede blot at være formand for Repræsentanternes Hus i ni måneder. Inden han blev endeligt valgt, skulle han igennem 15 afstemninger. Det var McCarthys republikanske partifælle Matt Gaetz, der fremsatte et forslag om at fjerne den 58-årige politiker fra formandsposten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU