Mindst 25 er døde i busstyrt fra kløft i Andesbjergene

30. APR 2024 • 01:13UDLAND

En bus er kørt ud over en kløft og ned i flod i Peru. Mindst halvdelen af passagererne har mistet livet.

Mindst 25 personer er døde, og flere er blevet såret, efter en bus i bjergene i det nordlige Peru er kørt af vejen og ud over en kløft.

Det oplyser lokale myndigheder i området mandag.

Den lokale embedsmand Olga Bobadilla, hvis præcise titel ikke fremgår, siger til den peruanske radio RPP, at ulykken skete sent søndag på en hullet jordvej i Cajamarca-regionen i Andesbjergene.

Efter bussen kørte ud over kløften, faldt den omkring 200 meter, til den landende i kanten af en flod.

Tidligere mandag lød antallet af dræbte i ulykken på 23, men det er siden blevet opjusteret til 25.

Det fremgår ikke, hvor mange der er blevet såret.

Der var i alt mere end 50 passagerer i bussen. Efter bussen var landet i floden, blev flere af dem trukket med af flodens strøm. Det oplyser en lokal embedsmand ved navn Jaime Herrera.

Der er fortsat redningsarbejdere og brandvæsen på stedet. Sårede personer er blevet kørt til hospitalet.

Kommunen har samtidig erklæret en 48 timers sorgtilstand i området.

Efter ulykken har flere pårørende til ofrene - mange af dem i gråd - samlet sig ved den politistation, der ligger tættest på ulykkesstedet.

Her venter de på nye oplysninger om ofrenes tilstand.

Det er ikke usædvanligt, at der sker større ulykker i trafikken i Peru og i Perus bjerge.

Det skyldes både hyppige overtrædelser af fartgrænserne, dårligt vedligeholdte veje, der ofte er hullede, en mangel på skilte og mangelfuld håndhævelse af reglerne fra politiets side.

Sidste år blev der i Peru registreret mere end 3100 dødsfald, der skete som følge af trafikulykker.

I sagen om søndagens ulykke efterforsker myndighederne nu, hvorvidt bussen egentlig var egnet til kørsel.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU