Lukasjenko vil have belarusere til at uddele OL-prygl

30. APR 2024 • 18:34SPORT

Det vil også være en politisk sejr, hvis belarusere laver store præstationer ved OL i Paris, siger præsident.

Det behager ikke Belarus' præsident, Alexander Lukasjenko, at Hviderusland ikke officielt er til stede ved sommerens OL i Paris.

Atleter fra Belarus, der tidligere var omtalt som Hviderusland, må stille op ved legene, såfremt de har kvalificeret sig i individuelle sportsgrene, men de stiller op som neutrale atleter.

Det vil sige, at de stiller op under det olympiske flag, de må ikke bære nationale symboler, og i tilfælde af en guldmedalje vil den belarusiske nationalsang ikke blive afspillet.

Det bedste belarusiske modsvar på at stille op under de vilkår er at være de bedste rent sportsligt, siger Lukasjenko tirsdag ifølge AFP.

- Hvis atleter træffer valget om at tage til OL som neutral, så skal de banke deres modstandere og vise, at de er ægte hviderussere, siger præsidenten.

Han har forståelse for, at nogle atleter tøver med at melde sig klar til legene, men han lover fuld opbakning til dem, der rejser til den franske hovedstad.

- Det er op til den enkelte atlet, om vedkommende vil stille op. Men når man er hviderusser og stiller op og slår sine modstandere, så er det en god måde også at sende et politisk signal, siger Lukasjenko.

Præsidenten må ikke selv være til stede ved legene i Paris, da alle diplomater fra Belarus og Rusland er udelukket fra at deltage. OL-udelukkelsen er en konsekvens af invasionen af Ukraine.

Rusland og russiske atleter stiller op under samme vilkår som de belarusiske. Begge lande er udelukket fra at deltage i holdsportsgrene.

Samtidig skal hver enkelt OL-kvalificerede atlet fra de to lande overholde en række krav, som Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har fastsat.

Atleterne må ikke aktivt have støttet krigen i Ukraine, og de må ikke være tilknyttet militæret eller en sikkerhedstjeneste på kontrakt. Mange af landenes sportsklubber er direkte forbundet til enten militæret eller en sikkerhedstjeneste.

I slutningen af marts forventede IOC, at 22 atleter fra Belarus ville stille op til legene i Paris, mens komitéen forventede deltagelse af 36 russere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU