Franskmand slår Michael Valgren på stregen i Giroen

8. MAJ 2024 • 17:31SPORT

Sprinterne blev snydt på 5. etape af Giro d'Italia, hvor Benjamin Thomas slog Michael Valgren på stregen.

Der var lagt op til en sprinterafslutning, men feltets hurtigste ryttere blev snydt på 5. etape af cykelløbet Giro d'Italia.

Et firemandsudbrud med blandt andre danske Michael Valgren (EF) snød sprinterne og spurtede til sidst om sejren, og franske Benjamin Thomas (Cofidis) slog akkurat danskeren på stregen.

Sejren er den tiende i Thomas' professionelle karriere og den første etapesejr i en grand tour.

Udbruddet, der ud over Thomas og Valgren bestod af Enzo Paleni (FDJ) og Andrea Pietrobon (Polti), kom ind på den sidste kilometer, hvor Pietrobon forsøgte sig med et angreb.

Han slog hullet, hvilket gjorde, at Valgren startede en lang spurt. Benjamin Thomas sad i hjulet på Valgren og passerede danskeren på de sidste meter af spurten.

Jonathan Milan (Trek) var hurtigste mand i det jagtende felt, der kom ind 11 sekunder efter Thomas.

Med onsdagens andenplads er Michael Valgren fortsat uden sejr, efter han styrtede voldsomt i juni 2022.

5. etapes indledning bød på flere stigninger, og det udnyttede Alpecin-mandskabet, der har den holdbare Kaden Groves som sprinter, til at lægge et pres på de hurtige konkurrenter i feltet.

Flere af feltets øvrige hurtige folk måtte slippe feltet som følge af den øgede fart, men alle kom dog nemt tilbage, da terrænet fladede mere ud.

Alpecins forcering betød, at det tidlige udbrud blev hentet, og dermed var der status quo med et samlet felt omkring 100 kilometer fra mål.

Det udnyttede kvartetten med danske Michael Valgren iblandt, og de fire ryttere etablerede et hul til feltet.

Det var tydeligt, at udbruddet ikke havde været afsted fra morgenstunden og derfor havde mere at skyde med i benene.

Den friskhed gjorde forskellen i finalen, hvor sprinterholdene aldrig formåede at lukke den sidste del af hullet til lykkeridderne, der dermed skulle køre om sejren.

Slovenske Tadej Pogacar (UAE Emirates) kom igennem etapen uden de store udfordringer og er fortsat indehaver af løbets lyserøde førertrøje.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU